Niece til George Floyd overlever skud i Houston

En niece til George Floyd, der døde under en anholdelse i 2020, blev skudt nytårsdag.

Artiklens øverste billede
Den sorte amerikaner George Floyd døde under en anholdelse i maj 2020. Flere gange sagde han, at han ikke kunne trække vejret. Nytårsdag blev en niece til Floyd skudt, men overlevede. Arkivfoto: Stine Bidstrup

En fireårig pige, som blev skudt i den amerikanske by Houston nytårsdag, er blevet identificeret som værende niece til George Floyd.

Det skriver tv-stationen KTRK.

Pigens far, Derrick Delane, fortæller tv-stationen, at deres lejlighed blev ramt flere gange af skud kort tid inden klokken tre natten til lørdag lokal tid.

Et skud ramte pigen, som hedder Arianna Delane, mens hun lå og sov på lejlighedens anden sal.

Pigens mor kørte hende på hospitalet, hvor hun blev opereret og stabiliseret.

Ifølge familien har Arianna Delane fået punkteret sin ene lunge, sin lever og brækket tre ribben. Hun er fortsat indlagt.

Pigens onkel er den sorte amerikaner George Floyd, der døde under en anholdelse i maj 2020. Flere gange sagde han, at han ikke kunne trække vejret.

I april blev en hvid betjent ved navn Derek Chauvin kendt skyldig i drab på 46-årige George Floyd. Han blev siden idømt 22 og et halvt års fængsel.

Chauvin ankede dommen i september.

Derrick Delane siger til KTRK, at han har grund til at tro, at deres hjem blev angrebet.

- Hvorfor skulle mit hjem blive beskudt.

- Min datter ved det ikke. Det kan jeg ikke forklare hende. Som far er det meningen, man skal beskytte børnene, siger han.

Ifølge faren ankom politiet ikke før klokken 7 lørdag morgen. På grund af efterforskningen vil politiafdelingen i Houston, der ligger i delstaten Texas, ikke give en tidslinje over begivenhederne.

Politichef Troy Finner siger i en udtalelse, at han er opmærksom på og har bekymringer vedrørende den forsinkede responstid i hændelsen.

- Jeg beder byen fortsætte med at bede for barnets ve og vel og om at hjælpe med at give oplysninger, der vil føre til anholdelse af den eller de ansvarlige mistænkte, siger han i en udtalelse på det sociale medie Twitter.

Politiet siger ifølge KTRK, at der ikke er en mistænkt i sagen eller et motiv.

George Floyd blev dræbt i den amerikanske by Minneapolis.

Drabet udløste massive protester mod raceulighed og politivold over det meste af USA og i en række andre lande.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Del artiklen