Fortsæt til indhold
USA

Den kraftige orkan Ida gik i land med vinde op til 240 km/t

Orkanen Ida kan ende med at blive den mest voldsomme til at ramme Louisiana siden 1850'erne. Se billederne og video her.

Orkanen Ida gik søndag i land som en af de kraftigste orkaner i amerikansk historie.

Det oplyste myndighederne i byen søndag aften lokal tid, skriver Ritzau.

Hele byen New Orleans i delstaten Louisiana er efterladt uden strøm, og ifølge CNN står flere end en mio. kunder i hele delstaten uden elektricitet, mens det samme gælder knap 49.000 i delstaten Mississippi.

Mindst en person har mistet livet, og søndag aften blev der meldt om »katastrofale skader« i den sydøstlige del af Louisiana.

Der er målt vindhastigheder på op til 66 m/s, hvilket svarer til ca. 240 km/t.

Louisianas guvernør, John Bel Edwards, sagde på et pressemøde søndag aften, at Ida sandsynligvis bliver »en af de kraftigste storme til at gå i land her i moderne tid«.

Se nogle af billederne fra den kraftige orkan her:

En mand ses tage billeder af de høje bølger langs bredden ved brakvandssøen Lake Pontchartrain i det sydøstlige Louisiana. Foto: Gerald Herbert/AP/Ritzau Scanpix.
En mand skubber en indkøbsvogn på Canal Street i New Orleans under orkanen. Foto: Patrick T. Fallon/AFP/Ritzau Scanpix.
Toby Henry, chef for brandvæsenet i Montegut, går tilbage til sin brandbil i regnen, mens brandfolk skærer sig igennem træer på en vej i Bourg, Louiaiana. August 29, 2021. Foto: Mark Felix / AFP.
Satellitbillede af orkanen kl. 16.30 lokal tid søndag. Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix.
Kraftig vind og regn. Foto: Mark Felix / AFP.
Artiklens emner
Orkan