Trump fordømte skattefusk-anklager under vælgermøde i Florida
Foran tilhængere i Florida kritiserede Trump anklager om skattesvindel mod The Trump Organization.
Under et stort udendørs vælgermøde i Sarasota i delstaten Florida lørdag aften langede Donald Trump igen ud efter anklagemyndigheden i New York.
Den tidligere præsident er vred over, at The Trump Organization og selskabets økonomidirektør er blevet anklaget for skattesvindel.
- Der er i virkeligheden tale om ureglementeret adfærd fra anklagemyndighedens side. Det er en frygtelig, frygtelig ting, sagde Trump foran tusindvis af tilhængere.
Ved en domstol i New York torsdag erklærede The Trump Organization og økonomidirektør Allen Weisselberg sig ikke-skyldig i det, anklagemyndigheden har betegnet som ”omfattende og vovet” skattesvindel.
Allen Weisselberg har arbejdet for Trump i 48 år.
Ifølge anklagerne skal Weisselberg blandt andet have snydt for 1,7 millioner dollar i skat. Han er blevet løsladt uden kaution, men har fået ordre om at aflevere sit pas.
Sagen er den første efter en to år lang efterforskning af den tidligere præsidents selskab.
Udfaldet af sagen og andre søgsmål, Trump står overfor, kan få betydning for, hvorvidt den 75-årige republikaner beslutter sig for at stille op til præsidentvalget i USA i 2024.
- De har mobiliseret alle kræfter i regeringen på at komme efter mig, min familie, mine vidunderligere medarbejdere og min virksomhed udelukkende på grund af politik, sagde Trump på vælgermødet.
Donald Trump har flere gange luftet idéen om at stille op til valget i 2024, og lørdag gjorde han det igen.
- Vi ser nærmere på valget. Faktisk gør vi mere end at se på det, sagde han til stor jubel for de fremmødte.
Mange republikanere ser også Floridas 42-årige republikanske guvernør, Ron DeSantis, som en mulig kandidat til valget om godt tre år.
DeSantis har i mange år været en allieret af Donald Trump. Dog var han ikke til stede ved lørdagens vælgermøde.
En talsperson oplyser, at guvernøren er i byen Surfside i Miami-Dade County i weekenden.
Her har redningsarbejdere søgt efter overlevende siden torsdag i sidste uge, hvor en boligblok kollapsede.
24 mennesker er bekræftet døde, mens 124 andre fortsat ikke er gjort rede for.
Trump nævnte ikke Ron DeSantis på vælgermødet, men til det konservative nyhedsmedie Newsmax fortæller han, at han og DeSantis ”gensidigt er blevet enige om”, at guvernøren fortsat skal hjælpe til med eftersøgningsindsatsen i Surfside.
- Jeg sagde til ham, at han skulle blive der, siger Trump.