Fortsæt til indhold
USA

George Floyds familie får 168 mio. kr. i erstatning

Ifølge en forsvarsadvokat kan den offentlige opmærksomhed omkring erstatningen få betydning for retssagen mod den betjent, der er tiltalt for drabet på George Floyd.

Myndighederne i den amerikanske by Minneapolis har indgået forlig med George Floyds familie i et civilt søgsmål.

Familien får 27 mio. dollar i sagen om George Floyds død under en anholdelse i maj sidste år. Erstatningen svarer til 168 mio. kr.

George Floyd blev kvalt, da en politimand pressede sit knæ mod hans hals i næsten ni minutter.

»Jeg kan ikke trække vejret,« sagde Floyd flere gange, inden han døde.

Ordene blev gentaget af de demonstranter, som deltog i Black Lives Matter-protesterne mod politivold og raceulighed, og demonstrationerne, der prægede det meste af USA hen over sommeren 2020, er nogle af de største i landets historie.

George Floyds død blev filmet af personer, der samledes på stedet. Flere af dem råbte til politimanden, Derek Chauvin, at han skulle løsne fastholdelsen af Floyd, der var lagt i håndjern på jorden.

Kan få betydning for retssagen

Derek Chauvin er tiltalt for drab i sagen, og retssagen mod ham blev indledt tidligere på ugen med udvælgelsen af nævninge. Det er en proces, der ventes at tage et par uger, fordi sagen har fyldt så meget i USA, at det er vanskeligt at finde nævninge, der ikke på forhånd har dannet sig en mening om Chauvins skyld i sagen.

Det, at bystyret nu udbetaler en stor erstatning til Floyds familie, kan potentielt gøre opgaven endnu sværere.

Ifølge Mary Moriarty, der er tidligere ledende offentlig forsvarsadvokat for Hennepin County, Minneapolis, kan den offentlige opmærksomhed omkring erstatningen få betydning for retssagen. Det skriver The Washington Post.

»Det er en potentiel katastrofe for Chauvin,« siger hun til avisen.

Bekyrmringen er, at det vil præge nævningene, hvis de bliver opmærksomme på erstatningen, og Mary Moriarty siger derfor til The Washington Post, at hun ville søge om at få retssagen erklæret ugyldig, hvis hun havde været forsvarsadvokat for Derek Chauvin.

Tre andre politifolk, der som Chauvin nu er afskediget, er også tiltalt i sagen.

Senere fredag eftermiddag lokal tid vil borgmesteren i Minneapolis, Jacob Frey, holden en pressekonference sammen med andre embedsmænd og medlemmer af George Floyds familie.