Fortsæt til indhold
USA

Bedemænd i Californien: Vi har ikke plads til flere døde

En ledende overlæge advarer om, at sundhedssystemet er ved at bryde sammen.

Det sydlige Californien er et af de områder i USA, der er hårdest ramt af coronavirus. Og nu er det ved at være et problem at håndtere de mange dødsfald.

I alt er 350.000 amerikanere døde som følge af coronavirus, og i Californien er presset på begravelsesforretningerne meget stort.

Magda Maldonado står foran en tavle med navne på folk, som skal begraves. Foto: Patrick T. Fallon/AFP

Her må man flere steder afvise sørgende familier, fordi man er løbet tør for opbevaring af de afdøde.

»Jeg har været i faget i 40 år, og jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle fortælle en familie, at vi ikke kunne tage mod deres afdøde,« siger Magda Maldonado, der ejer Continental Funeral Home i Los Angeles til AP.

Hun har lejet to ekstra 15 meter store køleskabe til to af sine fire forretninger for at få ekstra plads, og ofte udskyder firmaet afhentning af døde på hospitalerne i op til et par dage, før der er plads i firmaets kølerum.

Firmaet skal håndtere omkring 30 døde personer om dagen - det er seks gange det normale, og bedemænd i området ringer til hinanden for at få hjælp med opbevaring. Svaret er altid det samme: Der er fyldt.

Bob Achermann, der er direktør for sammenslutningen af direktører i begravelsesforretninger, siger, at alle firmaer han taler med, siger, de arbejder så hurtigt, som de kan.

»Firmaerne frygter, at de ikke kan blive ved med at følge med. Og det værste kan stadig ligge foran os,« siger han.

Det amerikanske sundshedssystem risikerer at kollapse under presset af coronavirus. Foto: Apu Gomes/AFP

Meldinger fra en ledende overlæge i Californien viser, at han meget vel kan have ret.

Brad Spellberg fra Southern California Medical Center siger til CNN, at sundhedssystemet i USA risikerer at bryde sammen.

Den seneste måned har der alle dage været flere end 100.000 indlagte med covid-19 i landet. Og der kan komme en ny stigning i den kommende tid som følge af jul og nytår, hvor folk har været samlet og derfor kunnet sprede smitten.

Antallet af indlagte presser ikke kun personalet men også de fysiske rammer på hospitalerne.

I Californien er eksperter fra hærens ingeniørtropper blevet tilkaldt til 12 hospitaler for at vurdere og opgradere anlæggene, der sørger for, at patienterne kan få ilt. Og iltforbruget for patienter med covid-19 er højt. Doktor Stephen Liu, der er medicinsk direktør i akutafdelingen White Memorial Medical Center i Los Angeles forklarer, at normale patienter, der skal have ilt får to til seks liter i minuttet.

Har man covid-19, er behovet op til 40 liter i minuttet.

Og hospitalerne kan intet gøre for at ændre på mængden af patienter, siger Brad Spellmann.

»Vi kan ikke stoppe det. Vi kan kun reagere på det, der er sket. Det er befolkningen, der har mulighed for at ændre det ved at få bremset virus. Og det kan kun ske, hvis de overholder de retningslinjer, der kommer fra myndighederne,« siger han.

University of Washingtons institut for sundhedsmålinger har udregnet prognoser, der viser at op mod 115.000 amerikanere kan dø med covid-19 inden for den næste måned.