Fortsæt til indhold
USA

34 mennesker i og omkring Det Hvide Hus er smittet med covid-19

Anstallet af smittede tæt på den amerikanske præsident er øget. Tvivl om forholdsregler.

Ifølge et internt notat i Det Hvide Hus er 34 ansatte og nogle af deres kontakter nu smittet med coronavirus, skriver ABC News.

Tallet er en forhøjelse i forhold til, hvor mange man tidligere har vidst har været smittet i forbindelse med udbruddet, der også omfatter Donald Trump selv.

ABC News skriver, at Trump-administrationen har forsøgt at lægge låg på den stærkt problematiske udvikling i lyset af valgkampen.

Blandt de smittede er Crede Bailey, en højtstående sikkerhedsembedsmand i Det Hvide Hus. Det skriver Bloomberg. Også Hope Hicks og Stephen Miller, begge blandt Trumps seniorrådgivere, er konstateret coronasmittet.

Trump vendte tilbage til Det Hvide Hus tirsdag og tog sit mundbind af umiddelbart inden, han gik ind i bygningen. Det har skabt debat om sikkerheden for flere grupper af ansatte.

Ved hjemkomsten opfordrede præsidenten amerikanerne til ikke at være bange for coronavirus og til ikke at lade virusset styre deres liv.

Ifølge Alyssa Farah, kommunikationsdirektør i Det Hvide Hus, er der taget forholdsregler internt med henblik på at undgå at sprede smitten.

Flere pressefotos taget onsdag viste imidlertid ansatte i Det Hvide Hus i tæt nærhed af hinanden uden mundbind.

Coronapandemien har indtil nu kostet flere end 210.000 mennesker livet i USA.