Fortsæt til indhold
USA

En ukampdygtig præsident erstattes af vicepræsidenten

Hvis Trump bliver så syg af corona, at han ikke kan varetage sine opgaver, overtager vicepræsident Mike Pence.

/ritzau/

Den amerikanske præsident, Donald Trump, er smittet med coronavirus.

Det vides ikke, om Trump har symptomer, men hans læge oplyser, at både præsidenten og førstedame Melania, som også er smittet, har det godt.

I den 25. forfatningstilføjelse i USA er det klargjort, hvad der sker, hvis en præsident bliver så syg, at vedkommende ikke er i stand til at varetage embedet.

Her kan du blive klogere på den amerikanske forfatnings 25. tilføjelse:

  • Den 25. forfatningstilføjelse blev skrevet ind i forfatningen i 1967 for at klarlægge linjerne for, hvad der skal ske i kølvandet på en krise som drabet på præsident John F. Kennedy i 1963.
  • Formålet var at indføre en klar proces for, hvem der skulle overtage præsidentskabet, i tilfælde af at en præsident bliver midlertidigt eller permanent invalideret eller på anden måde ude af stand til at varetage sine opgaver.
  • Den fastslår, at hvis en præsident bliver fjernet fra posten, dør eller på anden måde ikke kan varetage embedet, bliver vicepræsidenten ny præsident.
  • Hidtil har brugen af den 25. tilføjelse været ukontroversiel. Det var eksempelvis den, der gjorde vicepræsident Gerald Ford til præsident i 1974, da Richard Nixon blev fældet i Watergate-skandalen.
  • Den 25. tilføjelse gør det også muligt for en vicepræsident og et flertal af ministrene i landet at afsætte en præsident midlertidigt. Hvis vicepræsidenten skal sidde hele valgperioden ud som præsident, kræver det opbakning fra to tredjedele i begge Kongressens kamre, altså Senatet og Repræsentanternes Hus.

Kilde: Nyhedsbureauet AP, den 25. tilføjelse