Meget avanceret tunnel opdaget mellem USA og Mexico
Smuglerne blev ikke færdige med at bygge tunnellen, før den blev opdaget af de amerikanske myndigheder.
USA's Homeland Security og Immigration and Customs Enforcement’s (ICE) har offentliggjort en video af, hvad der muligvis er den mest avancerede tunnel, der nogensinde er opdaget mellem USA og Mexico.
Tunnellen, som ifølge de amerikanske immigrationsmyndigheder er bygget til at transportere smuglergods, strækker sig fra San Luiz i den amerikanske stat Arizona, under grænsehegnet og ind i Mexico. Der er både ventilation, vandtilførsel, elektricitet, skinner til transport og betonforstærkede vægge i tunnellen.
»Den ser ud til at være den mest avancerede tunnel i amerikansk historie, og med sikkerhed den mest avancerede, jeg har set i min karriere,« siger Carl E. Landrum, der er leder af sektoren ved den amerikanske grænsepatrulje, via en pressemeddelelse.
Tunnellen blev opdaget, efter at grænsepatruljen opdagede et hul i jorden og begyndte at bore i jorden for at finde ud af, om der gemte sig noget derunder.
Boringen afslørede både træstykker og vandslanger, og derpå sendte myndighederne et kamera ned i tunnellen, der ligger knap otte meter under jordoverfladen.
Myndighederne oplyser, at tunnellen er knap 400 meter lang, omkring en meter bred og lidt over en meter høj. Den blev opdaget, mens den endnu var ved at blive bygget, så der var ingen adgang til den fra landjorden i USA.