Flere sårede efter optøjer i Seattle
Lørdag aften var tusindvis af mennesker på gaden for at protestere, hvilket fik politiet til at gribe ind.
Tidligt søndag morgen dansk tid har politiet i Seattle udsendt en meddelelse om, at der er deciderede optøjer i storbyen, hvor der er demonstrationer i gang mod strukturel racisme og politivold.
Protesterne har været i gang i ugevis, og lørdag eskalerede situationen, da der ifølge flere nyhedsbureauer og amerikanske medier blev kastet med sten, flasker, fyrværkeri samt andre eksplosiver mod politiets betjente.
CNN rapporterer, at flere betjente blev såret og én måtte på hospitalet med skader i benet som følge af en eksploderende genstand. Mindst 45 personer er blevet anholdt, og politiet har i løbet af lørdag flere gange brugt tåregas og peberspray mod demonstranterne.
New York Times’ korrespondent, som er i Seattle, anslog allerede lørdag eftermiddag, at der var omkring 2.000 demonstranter, som stødte sammen med politiet. Sent på eftermiddagen blev der desuden antændt brande forskellige steder på demonstranternes rute.
Præsident Donald Trumps administration har torsdag sendt et hold føderale betjente fra landets grænsepoliti til Seattle, som ligger i delstaten Washington i det nordvestlige USA.
Det på trods af, at politikerne i Seattle har meddelt, at man ønsker at håndtere urolighederne selv ved hjælp af det lokale politi.
Tidligere på ugen fortalte præsidenten desuden, at det var muligt, at man ville indsætte føderale betjente i flere ”uroplagede byer” som Chicago, New York og Baltimore.
Borgmestrene i Chicago og New York har siden afvist, at det kan komme på tale.
Protesterne i Seattle samt en lang række andre amerikanske storbyer begyndte tidligere på sommeren som en reaktion på den sorte mand George Floyds død under en anholdelse. Mange af protesterne har udviklet sig voldeligt.