Fortsæt til indhold
USA

USA fortsætter med at flytte migranter: Store virusudbrud har ramt det amerikanske asylsystem

Flytning af migranter mellem centre, som har bekræftede tilfælde af covid-19, trækker kritik.

USA’s immigrationsmyndigheder, U.S. Immigration and Customs Enforcement (ICE), har i de seneste uger flyttet 268 migranter mellem asylcentre i forskellige stater, på trods af at der i nogen af centrene var påvist udbrud af covid-19.

Det skriver Reuters på baggrund af data fra domstole og tal fra immigrationsmyndighederne.

Beboerne på de centre tæller både nyankomne migranter såvel som anholdte udlændinge, der har opholdt sig i USA i kortere eller længere tid. I centret Farmville i Virginia er der pr. 16. juli ifølge ICE nu registreret 315 tilfælde, efter at 74 personer i juni blev flyttet til Farmville fra tre forskellige coronaramte asylcentre.

I juli testede 75 pct. af de tilbageholdte personer positivt for coronavirussen på centeret.

ICE har gennem hele coronakrisen fortsat en praksis med at flytte migranter fra Mexico og andre latin- og sydamerikanske lande, og man har hævdet, at det er sket på en sundhedsmæssig forsvarlig måde.

Men det kan ikke lade sig gøre at flytte folk på den måde til og fra lukkede centre uden risiko, vurderer Carlos Franco-Parede, der er læge og forsker i covid-19-udbrud i fængsler og andre lignende omgivelser.

»Hvis man flytter folk fra et sted, især hvis det er fra et område, hvor der er et udbrud i gang, flytter man basalt set også problemerne - selv om du sætter dem i karantæne i to uger eller deromkring, vil der stadig være menneskelig kontakt,« siger han til Reuters.

Allerede tidligere i pandemien advarede sundhedseksperter USA’s politikere og myndigheder om, at asylcentre lige som fængsler kan fungere som ”smittereder” for coronavirus.

»En trussel mod folkesundheden,« lød det ifølge CNN fra flere læger i et åbent brev til Kongressen.

Og NGO’en The American Civil Liberties Union meddelte i en pressemeddelelse ved begyndelsen af coronaudbruddet, at beboerne på USA’s asylcentre var ”sitting ducks” - altså lette ofre - for coronavirussen.

»Eksperter har forudset, at når først der kommer udbrud i asylcentre, vil de sprede sig hurtigt. ICE må tage øjeblikkelige og drastiske skridt for at reducere antallet af personer på centrene,« lød det fra NGO’en.

Situationen i asylcentrene ligner den, USA har kæmpet med i landets fængsler, hvor der i løbet af coronakrisen har været flere store udbrud blandt indsatte og ansatte.

Det er bl.a. de delte badeværelser og opholdsrum blandt hundredevis af indsatte i fængslerne såvel som beboere i asylcentre, der giver problemer med at inddæmme virussen. Samtidig er mange af personerne i disse omgivelser i dårlig helbredsmæssig tilstand, hvilket øger risikoen for et alvorligt forløb ved covid-19.

I juni skrev New York Times, at antallet af smittede i fængsler og arresthuse hastigt var på vej op. Antallet af indsatte med påvist coronavirus var i løbet af en måned fordoblet og stadigt stigende.

Ifølge ICE har man taget skridt for at sikre asylcentrenes beboere mod coronavirus. Bl.a. undersøger man, om folk har feber, før man overfører dem fra ét center til et andet. Der er dog ikke tale om systematiske tests.

Det er ikke kun flytningen af beboere, der skaber problemer i forhold til coronavirus. Ansatte i ICE, der har deres gang i flere forskellige centre, bringer også smitte med sig.

»Når først et sted er blevet udsat, og de ansatte bliver ved med at gå til og fra, er der ingen måde at stoppe det (virussen, red.) på,« sagde embedsmanden Jose Asuncion fra kommunen Frio i Texas i maj til NBC.

På det tidspunkt havde en stor del af amerikanerne længe fået at vide, at de skulle blive hjemme og ikke blande sig med andre, mens hundredevis af udlændinge blev flyttet rundt mellem forskellige centre i landet.

ICE har meddelt, at man har flyttet folk under coronakrisen, bl.a. for at forhindre overbelægning på visse centre.