Færre end 3 pct. overlever: Livsfarlig amøbe genopdaget i USA
Floridas sundhedsmyndigheder beder folket om at tage sig i agt for amøben, der trænger ind gennem næsen og inficerer hjernen.
En yderst sjælden, men ekstremt dødelig amøbe er blevet genopdaget i staten Florida i USA.
Fredag meddelte de floridianske sundhedsmyndigheder, at man havde fundet et tilfælde af den såkaldte Naegleria fowleri-ambøbe – en hjerneædende amøbe – i Hillsborough County i den vestlige del af staten. Det skriver CNN.
Amøben er en mikroskopisk en-cellet organisme, der kan trænge ind gennem næsen på mennesker og inficere hjernen. Den lever som regel i ferskvandssøer og -floder, og derfor opfordrer myndighederne i staten nu til, at man tager sine forbehold, hvis man skal ud at bade.
»Negative sundhedseffekter på mennesker kan forebygges ved at undgå nasal kontakt med vandet, da amøben kommer ind gennem næsevejene,« erklærer sundhedsmyndighederne ifølge CNN.
Derudover anføres det, at man også kan blive udsat for amøben, hvis man bruger en såkaldt ”Neti Pot” - en lille porcelænskande, der bruges til at rense luftvejene i næsen.
Siden 1962 har der kun været 37 bekræftede fund af amøben i Florida. Årligt dør omtrent otte personer i USA som følge af Naegleria fowleri. 143 mennesker er gennem tiden blevet inficeret, og ud af disse har kun fire personer overlevet. Det svarer til en overlevelsesprocent på knap 2,80 pct.
Symptomerne på en infektion er hovedpine, høj feber, nakkestivhed, kvalme, opkast, irritabilitet og rastløshed. Derudover kan man opleve lysfølsomhed, forvirring, dobbeltsyn og koma.