Nyt dekret fra Trump: Demonstranter skal have »maksimal straf« for hærværk mod statuer
Præsidenten har meddelt, at han med dekretet vil »beskytte amerikanske monumenter, mindesmærker og statuer«.
Det amerikanske retssystem skal prioritere at straffe hærværksudøvere, der beskadiger statuer og andre monumenter, hurtigt og hårdt.
Sådan lyder det i et præsidentielt dekret, som USA’s præsident Donald Trump underskrev fredag.
Samtidig kan den amerikanske regering økonomisk straffe stater, der ikke i tilstrækkelig grad beskytter monumenter og statuer mod vandalisme.
»Anarkister og venstreorienterede ekstremister har forsøgt at fremme en ideologi, der tegner et billede af USA som grundlæggende uretfærdigt, og forsøgt at pådutte amerikanerne den ideologi gennem vold,« står der bl.a. i dekretet, der også stempler hærværksudøvende demonstranter som »historieløse ignoranter, der ønsker at ødelægge alt, som ærer vores fortid.«
I et tweet meddelte præsidenten, at han med dekretet vil »beskytte amerikanske monumenter, mindesmærker og statuer«.
»Lange fængselsstraffe for disse kriminelle handlinger,« lød det fra Donald Trump, som har givet besked til landets justitsminister Willam Barr om at sætte opklaringen af sager om vandalisme og hærværk af monumenter og religiøse symboler øverst på listen over prioriteter.
Dekretet kommer efter en uge, hvor der har været fokus på amerikanske statuer og monumenter, der kan anses som diskriminerende eller racistiske.
Det gælder eksempelvis statuen i Washington D.C. af den tidligere præsident Abraham Lincoln. Statuen af Lincoln viser præsidenten stående med en knælende sort mand som et symbol på frigørelsen fra slaveriet.
Demonstranter i Washington D.C. kunne fredag under en demonstration i Lincoln Park høres råbe slagord om forandring og retfærdighed i samfundet, mens mange krævede Lincoln-statuen fjernet. Statuen bliver nu bevogtet af politi og er blevet hegnet ind.
Allerede tirsdag forsøgte demonstranter at vælte statuen med henvisning til, at den udstiller de sorte amerikanere som underdanige og ikke i tilstrækkelig grad skildrer afroamerikanernes kamp for deres egen frihed. Lincoln-statuen er blot én af flere statuer, som demonstranter i denne uge har forsøgt at ødelægge under Black Lives Matter-protesterne.
Nationalgarden har på den baggrund meldt sig parat til at sætte hundredevis af soldater ind for at beskytte de udsatte monumenter.
Donald Trump har flere gange truet demonstranterne med »alvorlig« magtanvendelse og har altså nu med det præsidentielle dekret givet sin regering påbud om at give hærværksudøverne »maksimal straf« inden for lovens rammer.
Det er den 46-årige sorte amerikanske mand George Floyds død den 25. maj, der har sat gang i protester mod politibrutalitet og institutionel racisme over USA og store dele af resten af verden.
Tidligere i juni udarbejdede det amerikanske politiske medie The Hill en liste over statuer, der enten er blevet vandaliseret, væltet eller flyttet af myndighederne i USA. Listen kan ses her.