Fortsæt til indhold
Raceuro i USA

Medie: 428 var udsat for kvælertag - inden George Floyd

Politiet i Minneapolis har brugt kvælertag mange gange siden 2012.

Da en politibetjent i Minneapolis den 25. maj pressede sit knæ ned på halsen af 46-årige George Floyd og holdt det der i knap ni minutter, hvorefter Floyd døde, var det langt fra første gang, at politiet i byen brugte metoden, skriver CNN, som har analyseret data fra politiet i byen.

Siden 2012 er det sket i 428 tilfælde, og hele 58 af gangene endte det med, at personerne mistede bevidstheden. I ca. to tredjedele af tilfældene blev metoden benyttet på afroamerikanere, selvom de kun udgør 19 pct. af befolkningen. Det betyder, at proceduren, som er forbudt i mange store politikredse i hele USA, i gennemsnit er benyttet en gang om ugen i Minneapolis.

Eksperter i politiets brug af magtanvendelse har fortalt CNN, at det ikke er forbudt for politiet i Minneapolis at benytte metoden, som betjenten Derek Chauvin udførte på George Floyd, der lå i håndjern efter at være blevet anholdt på en mistanke om at have betalt med en falsk 20-dollarseddel.

Derek Chauvin er siden blevet fyret og anholdt og sigtet for drab og uagtsomt manddrab.

George Floyd er ikke en del af statistikken, selvom den bliver opdateret dagligt, da efterforskningen af hans død endnu ikke er afsluttet.

Seth Stoughton, der er associeret juraprofessor ved University of South Carolina, fortæller, at metoden blev forbudt i mange politikredse i 1960’erne. Han mener, at også Minneapolis bør forbyde den, med mindre betjentene står overfor en akut trussel mod deres liv.

»Hvis det bliver gjort på den rette måde, er det en relativ sikker metode. Det blev det ikke med George Floyd. Det var vanvittigt upassende,« siger Seth Stoughton.

CNN har forsøgt at få en kommentar til tallene fra politiet, men der er ikke kommet noget svar.