Frygt for anden coronabølge i USA til efteråret
Anden bølge kan blive værre end første runde med sygdomsudbrud, påpeger en ekspert.
Hvis amerikanerne er begyndt at vejre coronamorgenluft i forhold til at begynde at booke ferie og fester til efteråret, så kan de godt begynde at genoverveje beslutningerne, skriver CNN.
For en anden runde af pandemien er tilsyneladende uundgåelig, ifølge Anthony Fauci, topsundhedsrådgiver for Donald Trump og direktør for Det Nationale Institut for Allergi og Infektionssygdomme i USA.
»Jeg er næsten sikker på, at coronavirussen kommer tilbage, da den er så smitsom og globalt udbredt,« siger Fauci til CNN.
Dermed kan amerikanerne komme til at opleve "et hårdt efterår og en hård vinter". Gregory Poland, leder af Mayo Clinic's Vaccine Research Group, siger, at kombinationen af anden bølge af coronavirussen og den almindelige influenza vil komme til at give en masse forvirring på grund af ligheden af symptomerne - og det vil også lægge et stort pres på sundhedsvæsenet.
I 2009 oplevede USA en bølge af smittede med svineinfluenza om foråret. Der kom en bølge mere både om efteråret og om vinteren.
»Ofte er anden bølge værst - men ikke altid,« påpeger Gregory Poland.
Ifølge CNN vil coronavirussen fortsætte med at spredes i mindst halvandet år endnu i USA. Ifølge epidemiolog Mike Osterholm fra universitetet i Minnesota vil pandemien fortsætte, til 60 til 70 procent af befolkningen har været smittet.
»Ideen om at coronavirussen snart er et overstået kapitel, er ganske enkelt i modstrid med essensen af mikrobiologi,« konkluderer Osterholm.
Epidemiologen har anbefalet de amerikanske myndigheder at forberede sig på et worst case scenario til efteråret og vinter. Det er der til gengæld også god tid til i forhold til for eksempel at fylde lagrene op med beskyttelsesprodukter og testudstyr.
Fra sundhedsvæsenets side håber man, at en behandling af coronavirussen vil dukke op i horisonten. Trump-administrationen har givet udtryk for, at en vaccine kan være 12-18 måneder væk. Men der er ingen sikre bud på en vaccine endnu.
Der er også usikkerhed om, i hvor høj grad coronasmittede opbygger et forsvar imod ny smitte med sygdommen.