Besætningen på endnu et amerikansk krigsskib er ramt af coronavirus
Destroyeren USS Kidd er nødt til at søge havn for at få skibet renset.
18 besætningsmedlemmer på den amerikanske destroyer USS Kidd, der har været på mission i det østlige Stillehav, er ramt af coronavirus, skriver CNN.
Det første besætningsmedlem, der udviste symptomer, blev fløjet væk med helikopter og senere testet positiv på et hospital i byen San Antonio i Texas.
»Den sygdomsramte er stabil,« har den amerikanske flåde sagt i en pressemeddelelse.
Flere på destroyeren er efterfølgende også blevet ramt af virussen og, og skibet er nu i færd med at vende tilbage til havn.
»Her skal skibet renses, og en del af mandskabet vil blive ført væk fra skibet. Herefter arbejder vi på at få alle raske og skibet til søs igen,« siger Jonathan Hoffman, talsmand fra Pentagon.
Coronaudbruddet på USS Kidd kommer efter, at hangarskibet USS Theodore Roosevelt også blev ramt. I alt er 840 mand på Roosevelt testet positive og hele besætningen er blevet testet. Håndteringen af sygdomsudbruddet på hangarskibet var problematisk og førte til kommandør Brett Croziers afsked.
Der har til nu været coronaudbrud på 26 af den amerikanske flådes skibe.