Fortsæt til indhold
USA

Derfor frygter USA, at coronakrisen bliver endnu værre til vinter

De amerikanske sundhedsmyndigheder er bange for, at kombinationen af coronavirus og influenza vil blæse sygehusene omkuld.

I USA er nogle delstater ved at begynde at åbne for de strenge restriktioner, som coronakrisen har medført på en lang række områder. Men glæden over at der muligvis er ved at komme styr på den frygtede sygdom kan vise sig at være kortvarig, skriver BBC.

Direktøren for de amerikanske sundhedsmyndigheder, Robert Redfield, siger i et interview med BBC, at en ny corona-opblussen i USA højst sandsynligt vil komme samtidig med influenza-sæsonen.

»Hvis det sker, vil det lægge så stort et pres på det amerikanske sundhedsvæsen, at man næsten ikke kan forestille sig det,« siger Robert Redfield.

Robert Redfield understreger, at USA har behov for at forberede sig på en dobbeltsidet trussel på samme tid.

Men befolkningen kan også gøre noget. Hvis mange amerikanere således lader sig vaccinere mod influenza, så kan det frigøre sengepladser til de hårdest ramte af både influenza og coronavirus.

Direktøren for de amerikanske sundhedsmyndigheder påpeger, at hvis coronaen havde ramt midt om vinteren, så ville situationen have været »meget, meget, meget, meget vanskelig.«

USA har og har haft 800.000 tilfælde af corona-smitte - det højest registrerede tal for et land i verden. Og 45.000 er døde af sygdommen til nu.