Fortsæt til indhold
USA

Seks vælgere og en valgtilforordnet kan være blevet smittet med coronavirus under kaotisk amerikansk valg

Mindst syv tilfælde af covid-19 i USA er under mistanke for at være opstået under et stærkt kritiseret delstatsvalg den 7. april.

Mindst syv personer kan være blevet smittet med coronavirus under primærvalget i den amerikanske delstat Wisconsin den 7. april.

Det skriver nyhedsbureauerne AP og Reuters, som citerer sundhedsmyndighederne i Wisconsins største by Milwaukee.

Ifølge myndighederne er man begyndt at spørge covid-19-patienter, om de deltog fysisk i delstatsvalget. Seks vælgere og en valgtilforordnet er blevet testet positive efter at have deltaget i valget.

»Det er en mulig smittekilde, men vi kan ikke sige, at de med sikkerhed blev smittet under valghandlingen,« siger Darren Rauch, der er en del af det sundhedspersonale, som arbejder med håndtering af coronakrisen i Milwaukee, til AP.

De første fundne tilfælde skal være en del af en samlet vurdering af risikoen ved primærvalget, som efter planen skal offentliggøres senere for at kaste lys over, hvor stor en risiko for smitte vælgere og valgtilforordnede har haft.

Midt under coronapandemien måtte vælgere med mundbind og håndsprit stå i kø i timevis for at komme ind for at stemme i Demokraternes primærvalg, som havde et lettere kaotisk og kontroversielt forløb.

Kun et døgn før valget skulle afholdes meddelte Wisconsins guvernør, Demokraternes Tony Evers, at valget - i lighed med primærvalgene i flere andre delstater - burde udskydes på grund af risikoen fra coronavirussen.

»Tusindvis af mennesker vil vågne tirsdag og være nødt til at vælge mellem deres ret til at stemme og deres eget helbred og sikkerhed,« skrev han i en pressemeddelelse.

Men i sidste øjeblik valgte statens højeste retsinstans at afgøre, at guvernøren ikke havde ret til at udskyde valget, og at valghandlingen skulle foregå som planmæssigt.

Det fik ifølge flere amerikanske medier tusindvis af vælgere til at blive hjemme for at undgå at udsætte sig selv for smitte.

I Milwaukee var kun fem af byens 180 valgsteder desuden åbne på grund af mangel på valgtilforordnede.