Senatet har stemt nej til hjælpepakke og forhandler på ny

Over 400 er døde med coronavirus i USA. Imens forhandler Senatet på højtryk om en hjælpepakke.

Demokraterne i Senatet i USA stemmer imod og blokerer foreløbigt for en stor hjælpepakke til den amerikanske økonomi.

Afstemningen er færdig sent søndag dansk tid.

Dermed lykkes det ikke i første omgang at få pakken godkendt i Senatet, og forhandlingerne fortsætter.

Senest mandag klokken 09.45 lokal tid - svarende til 14.45 dansk tid - skal man dog være blevet enig om en hjælpepakke.

Ellers vil Senatets republikanske flertalsleder, Mitch McConnell, tvinge en anden afstemning igennem, siger han sent søndag lokal tid.

Pakken ventes at skulle sende over 1000 milliarder dollar ud i den amerikanske økonomi.

Det ventes, at pakken blandt andet skal støtte almindelige borgere, små virksomheder og særligt ramte sektorer.

Demokraterne har i løbet af dagen luftet bekymringer vedrørende lovgivningspakken, da den ifølge mindretalsleder Chuck Schumer "har for mange problemer".

Indvendingen lyder blandt andet, at den i højere grad vil komme virksomheder til gode end borgere, hospitaler og delstaterne.

Efter afstemningen fortæller Schumer dog, at han forestiller sig, at problemerne kan blive løst i løbet af 24 timer.

Senatets godkendelse kræver 60 ud af 100 stemmer. 47 stemte for, og 47 imod i søndagens afstemning.

Mindst 400 er døde med coronavirus i USA, og der er over 33.000 bekræftede smittetilfælde. Det forventes, at der er et meget stort mørketal.

Guvernører i en lang række delstater har sendt en tredjedel af befolkningen i landet hjem og sat en stopper for store dele af forretningslivet.

Inde fra Senatet beskylder en tydeligvis oprevet Mitch McConnell Demokraterne for at stå i vejen for processen.

- Hvis ikke vi er i stand til at handle i morgen, så vil det være, fordi vores kolleger på den anden side af gulvet bliver ved med at krejle, mens landet forventer, at vi samles og får gjort noget ved problemet, siger han.

Kongresmedlemmer fra begge partier forhandler med bevidstheden om, at en manglende løsning søndag kan få stor indvirkning på markederne mandag.

Men flere fra Demokraterne, blandt andre senator Joe Manchin, har givet udtryk for, at partiet ikke kan presses til hurtigt at lave en aftale, hvis ikke den er i overensstemmelse med Demokraternes ønsker.

/ritzau/Reuters

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen