Del af Trumps grænsemur væltede i vinden
Kun træer holdt flere stålsektioner fra at falde ud på vejen i den mexicanske by Mexicali.
En sektion af Donald Trumps grænsemur mellem USA og Mexico måtte give efter for vind, onsdag.
Det skriver The Guardian.
De ni meter høje stålsektioner var under opførelse, da det skete, men betonen omkring dem var endnu ikke hærdet - og derfor skulle der ikke meget vind til før, at de begyndte at tilte i en faretruende vinkel ved grænsen mellem den californiske by Calexico og den mexicanske by Mexicalli. Billeder viser, at kun træer stod i vejen for, at sektionerne kunne vælte ud på en vej i Mexicalli.
Ifølge den nationale vejrtjeneste lå vindstyrkerne på omkring 9-13 m/s. Det er ikke nok til at komme i kategorien kuling, men svarer til hård vind.
Ingen mennesker kom til skade. Også bygninger gik fri.
»Heldigvis reagerede de mexicanske myndigheder hurtigt og var i stand til at lede trafikken ned ad en nærliggende gade,« siger grænsebetjent Carlos Pitones til LA Times.
Panelerne er ifølge grænsebetjenten rettet op igen.
»CBP (grænsemyndighederne, red.) vil samarbejde med entreprenøren for at mindske påvirkningen af vind, når konstruktionen fortsætter,« sagde han.
Sektionen er blot en lille del af den grænsemur, der skal strække sig mere end 3.000 km langs den mexicanske grænse til USA.