Dorian bevæger sig langs Floridas kyst: Efterlod Bahamas i ruiner
De første billeder fra Bahamas viser omfattende ødelæggelser efter orkanen Dorian. Nu er det Floridas tur.
Tirsdag eftermiddag påbegyndte orkanen Dorian sin vandring langs Floridas østkyst. Her forventer man, at den vil bevæge sig meget tæt langs Floridas østkyst frem til torsdag morgen og nå kysterne i staterne Georgia og South Carolina i løbet af torsdagen.
Siden orkanen har forladt Bahamas er den blevet nedgraderet til en kategori-2-orkan. Men den betragtes stadig af meterologer som særdeles farlig.
Onsdag morgen ligger den 130 km øst for Floridas kyst og bevæger sig med 11 km/t mod nordvest. Rundt om orkanens øje, der har en diameter på 50 km, blæser det med middelvinde på 49 m/s, mens vindstødene når op på 59 m/s, hvilket svarer til over 210 km i timen. Da orkanen lå på sit højeste over Bahamas, måltes der vindstød på intet mindre end de 360 km/t.
Ifølge CNN kan Florida nu begynde at mærke Dorian. Her har Smyrna Beach nord for Cape Canaveral målt vindstød af stærk storm på 32 m/s. Grænsen for orkan ligger på 32,6 m/s. I South Carolina har man evakueret 244.000 mennesker.
Kort før midnat gik den amerikanske præsident, Donald Trump til tasterne på Twitter, hvor han skrev, at noget tydede på, at USA kunne blive en lille smule heldige i forhold til orkanen. Han understregede dog, at man fortsat skulle være forsigtig.
Søndag påbegyndte Dorian to dages hærgen af østaten Bahamas. Den slap først taget i øerne tirsdag og lå på et tidspunkt fuldstændig stille over det nordlige Bahamas.
Det har efterladt store dele af Bahamas oversvømmet og adskillige bygninger i ruiner.
»Der er totale ødelæggelser. Nogle steder er helt udslettet. Det ligner, der er sprunget en bombe. Det er ubegribeligt,« siger Lea Head-Rigby fra en lokal nødhjælpsorganisation til nyhedsbureauet AP.
Syv personer meldes indtil videre omkommet på Bahamas, men det tal frygtes at kunne stige.