Myndighederne i Florida: Slå dem ihjel, hvis du får muligheden
Indbyggerne i Florida bliver nu opfordret til at slå grønne leguaner ihjel.
I Danmark er det blandt andet mårhund, nilgås, signalkrebs og sortmundet kutling, der står på listen over uønskede arter. Med andre ord de såkaldte invasive arter.
Og det er ikke kun i Danmark, man oplever uønskede individer sprede sig i naturen.
Et af de aktuelle tilfælde er i Florida, hvor myndighederne nu har udsendt en opfordring i forbindelse med arten grøn leguan.
Den lyder kort og godt - dræb den, hvis muligheden opstår, skriver flere amerikanske medier.
Baggrunden er, at den grønne leguan, der egentlig er hjemmehørende i Central- og Sydamerika, er ved at få mere end godt fodfæste i Florida, der har et klima, der passer den varmekrævende øgle rigtig fint.
Leguanerne kan blive op til 1,5 meter lange og vejer op til 9 kg. Samtidig er den hurtig til at reproducere sig selv, idet hunnerne kan lægge op til 80 æg om året.
Grønne leguaner er tilladte som kæledyr, og det er herfra den nu hastigt stigende population blandt andet stammer, lyder det fra myndighederne i Florida. Ejerne er blevet trætte af deres kæledyr og vælger at åbne terraritet og lade leguanen smutte. Andre er kommet med fragtskibe eller i containere fra sydligere himmelstrøg.
Det betyder, at grønne leguaner nu ofte ses liggende i solen, da de som vekselvarme dyr er afhængige af varme.
Det skal siges, at den grønne leguan ikke er aggressiv over for mennesker, men de er temmelig hårde ved huse og infrastruktur, da de graver lange tunneller. Derudover anfører myndighederne, at leguanerne kan være bærere af salmonellabakterien.
»Boligejere behøver ikke tilladelse til at slå en grøn leguan ihjel, hvis den befinder sig på ens grund,« lyder det fra statens naturmyndigheder.
Myndighederne kommer dog ikke med råd til, hvordan det er smartest at slå den grønne øgle ihjel.
Leguanerne er i øvrigt ikke den eneste invasive art, man døjer med i den del af USA.
I sumpområdet Everglades formerer den burmesiske pyton sig med stor hastighed, da den spiser stort set alt og ikke har andre naturlige fjender end sumpenes alligatorer.