Enorm ildkugle rystede amerikansk storby
En brand på et raffinaderi var så voldsom, at den kunne ses via satellitter i rummet.
En orange ildkugle oplyste tidlig fredag morgen himlen over den amerikanske storby Philadelphia. Og fra adskillige steder i Pennsylvania og nabodelstaten New Jersey oplevede folk, at deres huse rystede, og at himlen var fyldt med røg.
Årsagen til den voldsomme vækning var at finde hos Philadelphia Energy Solutions, der er det største raffinaderi på USA’s østkyst.
Her var en voldsom brand brudt ud natten til fredag, og branden udløste flere eksplosioner, der sendte flammer højt op på himlen.
Branden kunne også spottes fra rummet. Den voldsomme varmeudledning blev opfanget af satellitter i kredsløb om Jorden.
Ifølge amerikanske medier er det ikke fastslået, hvordan branden på raffinaderiet opstod. En talskvinde for virksomheden har oplyst, at det primært er propangas, der brænder, mens brandfolk tidligere har udtalt, at det hele begyndte, da der gik ild i en beholder med butangas. Det skriver Washington Post.
120 brandfolk blev tilkaldt til branden, der fortsat ikke var slukket sent fredag. Ifølge amerikanske medier blev ingen personer alvorligt skadet af eksplosionerne. Fem personer fik mindre skader, som blev behandlet på stedet.