Fortsæt til indhold
USA

Trump: Jeg tror, at jeg ved, hvem der i virkeligheden stod bag 9/11-angrebet

Op mod 3000 døde i forbindelse med terrorangrebet på USA i 2001.

Det var et af de sorteste kapitler i USA’s historie, da to fly i 2001 lagde World Trade Center-tårnene i grus, et tredje ramte Pentagon og et fjerde styrtede ned i Pennsylvania, da passagererne kæmpede imod bortførere.

Al Qaida-netværket med Osama bin Laden i spidsen påtog sig ansvaret. Og USA kæmpede længe for at få ram på topfiguren bin Laden - en jagt, der kulminerede med drabet på ham i 2011 i Pakistan.

Men var det nu også al-Qaeda, der stod bag? I en opsigsvækkende udtalelse sår Trump nu tvivl om den teori med en kryptisk udtalelse, skriver The Independent.

»Jeg tror, at jeg ved, hvem der i virkeligheden stod bag 9/11-angrebet. Det var ikke irakere, der stod bag. Det var andre.«

Den amerikanske præsident uddybede ikke men føjede til, at den efterfølgende militære invention i Mellemøsten var den ”værste beslutning i USA’s historie”.

Det allierede angreb på Irak i 2003 kostede bl.a. 4000 amerikanske soldater livet og tilsvarende 179 britiske soldater - udover hundredetusinder af irakere.

Trump har tidligere udtalt, at den dag tårnene faldt, lød der bifald fra områder i byen New Jersey med store arabiske befolkningsgrupper. Den påstand er siden blevet afvist af politiet og New Jerseys nuværende borgmester, Steven Fulop.