Fortsæt til indhold
USA

Comey angreb tavse republikanere efter ny høring

Fyret FBI-direktør langer hårdt ud efter republikanere, der ikke tør modsige præsidentens konstante løgne.

/ritzau/

Den tidligere direktør for det amerikanske forbundspoliti, FBI, James Comey havde et klart budskab til Republikanerne, da han mandag havde overstået fem timers høring i Kongressen.

Her kaldte han præsidentens partifæller "skamløse", blandt andet fordi de ikke modsiger Donald Trump, når han gang på gang taler usandt om FBI.

Det skriver CNN.

- Mennesker, der ved bedre, inklusive republikanske medlemmer af dette udvalg, er nødt til at have modet til at stille sig frem og sige sandheden - og ikke blive kuet af lede tweets og frygt for deres egen vælgerbase, siger James Comey.

- Der er en sandhed, og de fortæller den ikke. Deres tavshed er skamløs, tilføjer han.

James Comeys kommentarer til pressen kom efter mere end fem timers høring i retsudvalget og tilsynsudvalget i Repræsentanternes Hus.

Her blev han blandt andet udspurgt om FBI's håndtering af sagen omkring den tidligere udenrigsminister Hillary Clintons brug af en privat e-mail-server.

Også FBI's efterforskning af Ruslands formodede indblanding i det amerikanske præsidentvalg var på dagsordenen.

Da han forlod høringen luftede James Comey flere gange sin tydelige frustration over præsidenten, der flere gange har kritiseret FBI - ikke mindst på Twitter.

I sidste uge skrev præsidenten blandt andet en række tweets, hvor han hævdede, at FBI har misbrugt sine beføjelser. Det skulle ifølge præsidenten være sket i forbindelse med efterforskningen af hans tidligere advokat Michael Cohens ugerninger.

- FBI's ry har taget stor skade, fordi USA's præsident har løjet om det konstant, siger James Comey ifølge CNN.

Også i forrige uge var James Comey indkaldt til en lukket høring i Kongressen.

Her fortalte han blandt andet, at Donald Trump ikke var en af fire amerikanere, som FBI havde fokus på, da det indledte en efterforskning af russernes indblanding i præsidentvalget i 2016.

Ved samme lejlighed understregede han dog, at alle fire mænd "havde en vis forbindelse" til Trump.

James Comey blev fyret i 2017 af Donald Trump, som på det tidspunkt havde været præsident i fire måneder.