Senatets retsudvalg har godkendt Kavanaugh
EN FBI-undersøgelse af beskyldninger mod Kavanaugh ventes indledt trods godkendelse.
Senatets retsudvalg har ved en afstemning godkendt nomineringen af Brett Kavanaugh med 11 mod 10 stemmer.
Men en række medlemmer af udvalget har lagt op til, at en afstemning i hele Senatet udsættes en uge, så der bliver mulighed for en undersøgelse af beskyldninger mod Kavanaugh.
I dramatiske minutter før afstemningen førte den republikanske senator Jeff Flake intense drøftelser med demokrater, og forud for afstemningen opfordrede Flake til en FBI-undersøgelse af beskyldningerne mod Kavanaugh.
Senatets retsudvalg havde i mange timer før afstemningen en ophedet og hård diskussion om Kavanaugh, der er blevet beskyldt for at have begået seksuelle overgreb på en kvinde i 1982.
Det dramatiske møde med afstemningen fandt sted dagen efter en høring, hvor psykologiprofessor Christine Blasey Ford i en høring i senatsudvalget afgav forklaring om det overgreb, som hun fortæller, at hun har været udsat for.
Ifølge hende skal Kavanaugh have forgrebet sig på hende til en fest i 1982, da hun var 15 år, og han var 17. Den nu 51-årige Ford beskriver overgrebet som et forsøg på voldtægt.
Kavanaugh afviste ved høringen kategorisk anklagerne mod ham.
- Min familie og mit navn er blevet ødelagt på grund af anklager mod mig, sagde en ophidset Kavanaugh.
Brett Kavanaugh er nomineret til den amerikanske højesteret af præsident Donald Trump.