Fakta: Forfatningens 25. tilføjelse kan afsætte en præsident
Den 25. tilføjelse i USA's forfatning kan bruges til at afsætte en præsident, som ikke kan varetage opgaven.
I en kronik i The New York Times skriver en anonym, højtstående embedsmand fra præsident Donald Trumps administration, at "der hviskes i krogene om at udløse den 25. tilføjelse til forfatningen" for at afsætte præsidenten fra embedet.
Embedsmanden medgiver videre, at det er en "kompliceret proces" at fjerne præsidenten med brug af den 25. tilføjelse.
Her kan du blive klogere på den amerikanske forfatnings 25. tilføjelse:
* Den 25. tilføjelse blev skrevet ind i forfatningen i 1967 for at klarlægge linjerne for, hvad der skal ske i kølvandet på en krise som mordet på præsident John F. Kennedy i 1963.
* Det var ikke hensigten, at den 25. tilføjelse skulle bruges til at erstatte upopulære eller inkompetente præsidenter. Formålet var at indføre en klar proces for, hvem der skulle overtage præsidentskabet, i tilfælde af at en præsident bliver midlertidigt eller permanent invalideret eller på anden måde ude af stand til at varetage sine opgaver.
* Hidtil har brugen af den 25. tilføjelse været ukontroversiel. Det var eksempelvis den, der gjorde vicepræsident Gerald Ford til præsident i 1974, da Richard Nixon blev fældet i Watergate-skandalen.
* Den 25. tilføjelse gør det muligt for en vicepræsident og et flertal af ministrene i landet at afsætte en præsident midlertidigt. Hvis vicepræsidenten skal sidde hele valgperioden ud som præsident, kræver det opbakning fra to tredjedele i begge Kongressens kamre, altså Senatet og Repræsentanternes Hus.
* I tilfældet med Donald Trump ville det altså kræve, at mange af hans republikanske partifæller i Kongressen skulle stemme imod ham.
Kilde: Nyhedsbureauet AP.