Fortsæt til indhold
USA

USA har sat stramninger af sanktionerne mod Nordkorea på pause

De nye sanktioner blev forberedt som følge af Nordkoreas aggressive retorik den seneste uge.

USA har bremset en planlagt ny stramning af sanktionerne mod Nordkorea, mens forhandlingerne om at genoplive topmødet i næste måned mellem præsident Donald Trump og den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, fortsætter.

Ifølge Wall Street Journal ville Det Hvide Hus efter planen offentliggøre nye tiltag tirsdag, men besluttede mandag at forsinke dem på ubestemt tid for ikke at spænde ben for forsøget.

En delegation for den amerikanske regering er rejst til landsbyen Panmunjom i den afmilitariserede zone i Nordkorea for at mødes med repræsentanter fra det nordkoreanske regime, bekræftede Trump via et tweet.

Forhandlingerne ventes at finde sted tirsdag og måske også den næste dag eller følgende dage. De ventes at fokusere på indholdet af en eventuel aftale, herunder om det er muligt at bygge bro over USA’s krav til at Nordkorea skal opgive sine atomvåben, og Nordkoreas forventninger og eventuelle pris for at gøre det.

En sydkoreanske mand følger nyhederne om forhandlingerne på tv. Foto: Ritzau Scanpix/Jung Yeon-je/AFP

Ifølge Wall Street Journal havde USA’s finansministerium forberedt en sanktionspakke, som var målrettet mod russiske og kinesiske selskaber. De nye indgreb var et led i USA’s maksimum pres-strategi og blev forberedt som reaktion fra den seneste uges aggressive retorik fra det nordkoreanske styre, hvilket torsdag fik Trump til brat at aflyse mødet. Men dagen efter skiftede nordkoreanerne til en mere diplomatisk tone, hvorefter forhandlingerne fortsatte.

Udviklingen har fået Trump til at udtrykke optimisme, mens mange i hans eget parti stadig er skeptiske. Marco Rubio, et fremtrædende, republikansk kongresmedlem fra Florida, vurderede til ABC News i weekenden, at Kim Jong-uns strategi er at forsøge at opnå så mange lettelser på sanktioner som muligt, uden at han behøver at opgive sine atomvåben.

»Jeg er ikke optimistisk, men jeg håber, at jeg tager fejl,« sagde han.

Nordkorea er allerede nu underlagt ekstremt hårde sanktioner, som har afskåret landets finansielle system fra de globale, finansielle markeder og har fået Kina til at slå ned på samhandel, der er vigtig for Nordkoreas adgang til udenlandsk valuta og import af olie.