Fortsæt til indhold
USA

Efter 40 år: Dna forbinder tidligere betjent til serie af drab og voldtægter

72-årige Joseph James DeAngelo menes at have myrdet mindst 12 personer og voldtaget mindst 45 kvinder.

SAN FRANCISCO – Mere end 40 år efter den såkaldte Golden State Killer terroriserede Californien med 12 mord og 45 voldtægter, meddelte politiet onsdag, at de nu mener at have fanget manden.

72-årige Joseph James DeAngelo, der blev identificeret med hjælp af dna fra gerningsstederne, blev arresteret i sit hjem i en stille forstad nær Sacramento godt 150 km fra San Francisco, hvor han har boet de seneste 30 år.

Gennembruddet sætter et punktum for et grusomt kapitel i USA’s kriminalhistorie.

DeAngelo stod formentlige bag i mere end et årti fra 1970’erne til 80’erne at skabe frygt og rædsel i Californien. Da det endelig stoppede, var det et ligeså stort mysterium, som mange aldrig troede ville blive løst.

Oprindeligt troede politiet, at der var tale om tre forskellige forbrydere.

Først var der en serie af indbrud i Visalia i midt 1970’erne, som folk dømte ”Visalia-ransageren.”

De kombinerede voldtægter og indbrud, som fik folk til at tale om ”East Area Rapist”, begyndte i 1976; nogle gange blev voldtægterne gennemført foran kvindernes familier.

Mordene var en del af en tredje bølge, der involverede par i deres hjem i det sydlige Californien, hvilket fortsatte indtil midt-1980’erne og gav morderen tilnavnet ”Golden State Killer” (morderen fra den gyldne stat, red.).

Politifolk uden for garagen til det hjem i Citrus Heights nær Sacramento, Californien, hvor DeAngelo boede i mere end 30 år. Foto: AP/Rich Pedroncelli

Det var først i 2001, at efterforskere formåede at forbinde de tre voldsbølger, hvilket giver et skræmmende billede af DeAngelos mulige aktiviteter.

Ofrene var i alderen 13 til 41 år. Frem til 1986 blev mindst 12 mennesker dræbt og mindst 45 kvinder voldtaget.

Seriemorderen menes at have planlagt indbruddene nøje, overrasket hele familier og dræbt dem i blodorgier.

Når han forlod gerningsstederne ville han ofte tage personlige ejendele med fra ofrene såsom en vielsesring. Nogle gange ringede han også til dem bagefter.

Så sent som i 2001 ringede han ifølge Michelle McNamara bestseller ”I’ll be Gone in the Dark” (Jeg forsvinder i mørket, red.) til en kvinde, som han havde angrebet 24 år tidligere.

»Husk, da vi legede sammen,« hviskede han i telefonen.

Bestselleren "I'll be Gone in the Dark" har hjulpet med at holde fokus på de 40 år gamle drab og voldtægter. Foto: AP/Jeff Chiu

DeAngelo havde før dna-sporene ikke tidligere været på politiets radar, men profilen, som FBI, havde lavet på den formodede gerningsmand, passede perfekt.

Profilen siger, at han havde en baggrund i politiet, og DeAngelo var betjent mellem 1973 og 79, indtil han blev fyret for at have stjålet en hammer og en dåse hundemiddel.

Årstallene betyder, at han kan have begyndt sine aktiviteter, mens han stadig var i uniform. Fra 1973-76 boede han f.eks. blot 15 km fra Visalia.

Selvom det nu er 40 år siden, betyder sagens omfang og grusomhed, at den aldrig blev lagt på hylden. I 2016 udsendte FBI en ny efterlysning og tilbød 50.000 dollars i dusør for oplysninger, der kunne føre til morderen.

I juni 2016 offentliggjorde FBI disse tegninger af den formodede gerningsmand. Foto: AP/Rich Pedroncelli

Ved en pressekonference i Sacramento specificerede sherif Scott Jones ikke, hvad det var, der endeligt fik pilen til at pege på Joseph James DeAngelo, skriver NPR.