Fortsæt til indhold
USA

Læge i Det Hvide Hus i problemer, efter at Trump har nomineret ham til minister

Senatet havde sine tvivl om Jackson. Nu har beskyldninger om druk og nedladende opførsel øget kritikken.

SAN FRANCISCO - Da Donald Trump i sidste måned fyrede sin minister for soldaterveteraner, David Shulkin, var der få, som var overraskede.

Shulkin havde længe siddet usikkert på stolen efter beskyldninger om misbrug af offentlige midler,

Til gengæld var der mange løftede øjenbryn, da præsidenten prikkede en læge i Det Hvide Hus, Ronnie Jackson, på skulderen som veteranministerens afløser.

Jackson har været læge for tre skiftende amerikanske præsidenter, George W. Bush, Barack Obama og nu Trump. Alle har igennem årene udtrykt stor tilfredshed med ham. Senest har han gjort sig bemærket, ved at holde en timelang konference om Trumps helbred, hvor han flere gange gentog, at Trump havde fremragende gener og var mentalt »fit«.

Valget udløste straks kritiske spørgsmål fra både republikanere og demokrater om Jacksons erfaring.

Lægen har aldrig været involveret i politik og har ingen erfaring i at lede en større organisation, og ministeriet for soldaterveteraner er med 375.000 ansatte og en 185 mia. dollar stort budget det største offentlige ministerium i USA efter forsvaret.

Og nu har negative bemærkninger via whistleblower-ordninger fra en stribe personer, som har arbejdet med eller under Jackson, øget det kritiske lys på ham og presset på ham for at trække sig fra nomineringen.

Anklagerne, som ifølge flere amerikanske medier er detaljerede, inkluderer, at han behandler folk over sig som konger, men nedgør folk under sig og skaber et dårligt arbejdsmiljø.

Han beskyldes også for at have drukket sig sanseløs på officielle rejser, hvor hans ansvar er at kunne reagere, hvis nogen bliver syge.

Situationen har foreløbigt ført til, at Jacksons godkendelseshøring i Senatet, der var planlagt til denne uge, er blevet udsat på ubestemt tid.

»Vi er blevet fortalt historier om, at han gentagne gange var fuld i tjeneste, hvor hans væsentligste opgave er at tage vare på den mest magtfulde mand i verden. Det er ikke acceptabelt,« sagde Jon Tester, en demokrat fra Montana til NPR og afslørede, at Senatets veteranudvalg har fået kritiske henvendelser om Jackson fra mere end 20 ansatte.

Ansatte har via whistleblower-ordninger slået alarm over for medlemmer af Senatet og fortalt, at læge i Det Hvide Hus White Ronnie Jackson flere gange har drukket sig sanseløs, mens han var i tjeneste. Foto: Washington Post photo by Jabin Botsford

Flere republikanske senatorer indikerer også, at Trumps beslutning er forhastet.

»Det er klart, at vi ønsker at sikre, at når nogen nomineres, at så laves der baggrundstjek på deres kvalifikationer. Og i dette tilfælde lyder det ikke som om, at man er nået i mål,« sagde senator John Thune, en republikaner fra South Dakota, til Washington Post.

En anden republikaner, Jerry Moran, fra Kansas, sagde, at også han havde stillet spørgsmål til Det Hvide Hus' stabschef, John Kelly.

»Dette er et svært job. Det kræver en unik person at være i stand til at lede en organisation som er så svær at lede.«

Senest har udviklingen fået Trump til indikere, at Jackson bør trække sig.

»Hvis jeg var ham – faktisk ville jeg på mange måder elske at være ham – men faktum er, at jeg ville ikke gøre det. Jeg ville ikke gøre det. Hvorfor har han brug for det,« lød det fra Trump, der dermed antydede, at Jackson skulle trække sig – ikke som følge af beskyldningerne, men på grund af de politiske angreb.

»At blive misbrugt af en flok politikere, som ikke tænker godt om vores land. Personligt mener jeg ikke, at han skal gøre det. Men det er totalt op til ham,« fortsatte Trump.

Det Hvide Hus har dog afvist, at dette var en opfordring til Jackson. Talskvinde Sarah Sanders sagde onsdag, at den tolkning af Trumps ord var at taget ud af kontekst.

Uanset tyder intet på, at Jackson har tænkt sig at følge opfordringen. Ifølge Wall Street Journal kaldte han under et møde med præsidenten beskyldningerne falske og sagde, at han ønskede at bekæmpe dem.

Ifølge avisen erklærede Trump sig enig i den tilgang.

Artiklens emner
Senatet