Fortsæt til indhold
USA

Retsakter: FBI-razzia mod Trump-advokat Cohen har fokus på »hans personlige forretninger«

Men Trump-allierede er nervøse for, at hans advokats optog samtaler, som nu er beslaglagt af FBI.

SAN FRANCISCO - Føderale anklagere sagde fredag ved en domstol i New York, at ransagningen på adresser tilhørende præsident Donald Trumps personlige og mangeårige advokat, Michael Cohen, skyldes en efterforskning af Cohens personlige forretninger.

Afsnit, der mere præcist forklarer, hvilke love Cohen mistænkes for at have brudt, er streget ud i retsakterne, men det fremgår, at der er tale om fortielse og muligt bedrageri.

Ligeledes slås det fast, at efterforskningen af ham, har stået på i måneder. Ved en tidligere razzia har FBI fået adgang til flere email-konti, som Cohen styrede, men angiveligt ikke omfattede emails til præsident Trump.

I en fodnote fremgår det også, at udviklingen i sagen bygger på oplysninger, som den særlige Rusland-undersøger Robert Mueller fremsendte, men at sagen nu efterforskes uafhængigt under New Yorks lovmyndigheder.

Dette syntes dog på ingen måder at have beroliget Trumps advokater.

Forud for sagsfremlæggelsen fredag, indsendte de en begæring for at blokere justitsministeriet fra at få adgang til det materiale, som FBI beslaglagde under ransagningerne af Cohens lejlighed, hotelværelse og kontor.

Cohen har blandt vakt opsigt ved at fortælle, at han uden Trumps vidende lavede en tys-tys aftale med pornostjernen Stormy Daniels og betale hende 130.000 dollars for at holde mund om en angivelig affære med Trump. Foto: AP/Matt Sayles

Advokaterne argumenterede, at de forinden burde have adgang til at vurdere, hvilke dokumenter der er beskyttet under det særlige forhold mellem en advokater og hans klient.

Dette blev dog afvist af anklageren, som sagde, at præsidenten ikke nød større beskyttelse end andre mennesker, der søger juridiske råd ved en advokat.

Det, som muligvis særligt bekymrer Trumps advokater, er, at Cohen har ry for at optage samtaler og at gemme disse på sine computere, hvilke FBI nu har beslaglagt.

»Vi har hørt, at han havde en tilbøjelighed til at optage ting på bånd,« siger en unavngiven Trump-rådgiver til Washington Post: »Så nu spekulerer vi på, hvad han optog og om disse optagelser er blandt det beslaglagte materiale.«

Retshøringen har ikke mere indblik i, hvad FBI præcist søgte på Cohens forskellige adresser eller hvorfor, forbundspolitiet fandt det nødvendigt at beslaglægge materialet frem for at bede Cohen om at udlevere det.

Amerikanske medier har rapporteret, at efterforskere under razziaerne bl.a. var ude efter dokumenter relateret til betalinger til to kvinder, som hævder at have haft et forhold til præsidenten.

Ransagningerne mod Cohen har fået Trump til at affyre en giftig tirade mod FBI, som han beskyldte for at have rettet et angreb mod selve USA.

»Det er en skandaløs situation,« tordnede Trump og gentog sine beskyldninger om, at han igennem det seneste år har været offer for en konstant heksejagt:

»Det er et angreb på vores land og alt, hvad vi står for.«