Fortsæt til indhold
USA

Mindst fire personer dræbt, efter tornadoer har hærget de amerikanske sydstater

Staten Kentucky var hårdest ramt med tre dødsfald.

Tre tornadoer passerede flere af de amerikanske sydstater natten til søndag, skriver ABC News.

I den forbindelse meldes mindst fire personer omkommet.

Tornadoerne blev registreret i staterne Kentucky, Tennessee og Arkansas.

Hårdest ramt var Kentucky, hvor tre af dødsfaldene er registreret. Bl.a. døde en person, da et hus kollapsede som følge af de kraftige vinde, mens en mand blev dræbt, da oversvømmelser skyllede ham og hans bil væk.

Det fjerde og sidst rapporteret dødsfald fandt sted i Arkansas. Her blev en person ramt af en trailer, som blæsevejret havde fået fat i.

En Twitter-bruger har delt en video, der viser, hvordan en tornado nærmede sig hendes hjem i byen Alvaton i Kentucky.

Mere end 10 cm regn blev registreret i Louisville i Kentucky lørdag. Dermed har byen fået over 25 cm regn i denne måned indtil videre, hvilket er næsten tre gange så meget som byens regnmængde på en gennemsnitlig måned.

Det ser ifølge de amerikanske myndigheder ud til, at det stormende vejr vil miste dets intensitet, mens det bevæger sig nordøstpå.

Man er dog stadig bekymret for, at floder vil gå over deres bredder pga. det kraftige regnvejr, der fulgte med. I delstaten Ohio forventes det, at Ohiofloden ved Cincinnati søndag vil stige til sit højeste niveau i de seneste 20 år.

Den næste omgang af ustadigt vejr forventes at ramme flere amerikanske stater i midten af næste uge. Her forventes det, at store mængder regn vil falde over de samme områder, som var hårdt ramt af tornadoer natten til søndag.