Formodet skolemorder var angiveligt medlem af hvid nationalistgruppe
Nikolas Cruz deltog angiveligt i paramilitære øvelser med Republic of Florida, der ønsker en "hvid" stat.
SAN FRANCISCO - En forældreløs 19-årig, som angiveligt deltog i paramilitære øvelser med en hvid nationalistgruppe, er formelt blevet anklaget for mordene på de 17 mennesker, som onsdag blev skudt i koldt blod på en skole i det sydlige Florida.
Nikolas Cruz købte den AR-15 riffel, som han brugte i angrebet mod Marjory Stoneman Douglas High School, lovligt, fortalte sherif Scott Israel for Broward County torsdag.
Men det var angiveligt via et medlemskab af den hvide nationalistgruppe, Republic of Florida, at Cruz lærte, hvordan man gennemfører sådan et angreb. Det sagde Jordan Jereb, leder af gruppen, som ønsker at gøre Florida til en stat for hvide mennesker. Ifølge ham deltog Cruz i gruppens paramilitære øvelser nær Floridas hovedstad, Tallahasse.
»Han brugte formentlig træningen til at gøre, hvad han gjorde i går,« sagde Jered til sitet Anti-Defamation League.
Til AP fortalte Jereb, at han ikke kendte Cruz personligt, og at angrebet var noget, som han gennemførte på egen hånd.
Han »alene er ansvarlig for, hvad han gjorde,« sagde Jereb og tilføjede, at Cruz havde »haft problemer med en pige.«
Han troede derfor ikke, at det var noget tilfælde, at Cruz gennemførte sin blodige plan på valentinsdag.
Grady Jordan, en talsmand for Leon County sherif i Tallahassee, har dog stillet tvivlende over for historien.
Ifølge Jordan har Republic of Florida i flere år været under overvågning. Politiet har »meget solid« viden om den militante gruppens medlemmer, og »der er ingen kendte forbindelser, som vi har kendskab til,« som forbinder Cruz til gruppen, sagde han til AP.
Cruz blev uden at gøre modstand anholdt lidt mere end en time efter angrebet onsdag eftermiddag. Torsdag er han blevet fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet. Han står anklaget for 17 overlagte mord; et tal som kan stige.
Yderligere 14 er sårede, og heraf er flere stadig i en kritisk tilstand.
Hvad, der præcist, fik den 19-årige til at angribe den skole, hvor han selv en gang var elev, indtil han sidste år blev bortvist af disciplinære årsager, er stadig uklart.
Foreløbige undersøgelser af hans baggrund har vist, at han i mange år har haft mentale problemer. Det blev tilsyneladende værre, da hans adoptivmor sidste år døde af lungebetændelse som følge af en influenza og efterlod ham forældreløs.
Ifølge Washington Post har Cruz under forhør erkendt sig skyldig i de 17 mord, men politiet har ikke givet flere detaljer om, hvad han ellers har sagt.
Angrebet mod Marjory Stoneman Douglas High School onsdag er det dødeligske skoleskyderi i USA i fem år og det 18. skoleskyderi siden nytår.