Fortsæt til indhold
USA

CIA, NSA og FBI advarer mod mobiler fra Huawei og ZTE

Advarslen gælder for mobiltelefoner af mærkerne Huawei og ZTE.

Køb ikke mobiltelefoner fra de kinesiske mobilproducenter Huawei og ZTE.

Sådan lyder advarslen fra flere amerikanske efterretningstjenester, blandt andet CIA, NSA og FBI.

»Mobiltelefonerne åbner muligheden for at ændre eller stjæle oplysninger og bruge dem på en ondskabsfuld måde. Det åbner muligheden for at udføre spionage, som ikke kan opdages,« sagde FBI-direktør Chris Wray.

Tidligere på ugen var alle efterretningstjenesterne samlet i senatets efterretningskomité, hvor de blev bedt om at række hånden i vejret, hvis de ville anbefale den amerikanske befolkning at bruge de kinesiskproducerede mobiltelefoner fra Huawei eller ZTE. Ingen hænder rejste sig.

Det skriver CNN.

FBI-direktøren udtrykte særligt stor bekymring ved at lade amerikanske oplysninger være i hænderne på mobilproducenterne, fordi de kan have tætte bånd til den kinesiske regering og dermed landets efterretningstjeneste.

Det er ikke første gang, at Huawei og ZTE kommer i amerikanernes søgelys. Allerede tilbage i 2012 udsendte kongressen en rapport, hvor man mistænkeliggjorde de to mobilproducenter.

Huawei mener, at det er "overvågning af udviklingen" og forstår ikke, hvorfor amerikanerne er så skeptiske over for deres samarbejde med dem.

»Vi opererer i 170 lande, hvor regeringen og kunderne stoler på hinanden. Vi udgør ingen større risiko for cybersikkerheden end andre leverandører,« sagde Huawei, der samtidig nægtede at have givet andre regeringer adgang til deres oplysninger.

Også det russiske antivirus-program Kaspersky er af samme årsag blevet forbudt at installere på amerikanske computere.