Fortsæt til indhold
USA

»I morgen vil en 15-årig skyde fire klassekammerater og to lærere på skolen bag mig«

Før 5-års jubilæum for Sandy Hook-massakren sender støttegruppe ny kampagnevideo ud.

Sandy Hook-massakren er stadig, på trods af utallige skyderier med mange uskyldige døde, en af de mest grumme og tragiske masseskyderier i amerikansk historie.

Den 14. december 2012 gik den dengang 20-årige Adam Lanza ind på skolen i Newtown i delstaten Connecticut og skød 20 børn i alderen seks til syv år samt seks skolelærere, inden han tog sit eget liv. Forinden havde han også skudt sin egen mor i deres hjem i byen.

Siden tragedien har støttegruppen Sandy Hook Promise arbejdet for at få våbenlovgivningen strammet samt sat fokus på, hvad man overser, når man ikke opdager en potentiel gerningsmand, som det var tilfældet med Adam Lanza.

Hvert år samler de penge ind, der går til uddanne skolelærere, socialpædagoger og lignende i at opdage, hjælpe og eventuelt gribe ind over for unge, der kan være på vej mod at begå den slags uhyrligheder.

Sidste år sendte gruppen denne stærke video ud. En video, der blev kåret som en af de bedste kampagnevideoer i 2016 og som er blevet set millioner af gange på de sociale medier:
Mens du holder øje med Evan i forgrunden, er en tragedie under opsejling i baggrunden

Læs mere om Sandy Hook Promise på deres hjemmeside.

Artiklens emner
NRA