Republikanere laver kovending og støtter sexbeskyldt kandidat
Alabamas kontroversielle senatskandidat er tilbage i varmen i Det Republikanske Parti.
SAN FRANCISCO
Tre uger efter at Den Republikanske Nationalkomite (RNC) vendte Alabamas sexbeskyldte senatskandidat ryggen, har det republikanske parti alligevel besluttet at støtte Roy Moore.
Meldingen, som igen åbner hanerne for finansiel støtte før suppleringsvalget den 12. december, kom bare timer efter, at præsident Donald Trump mandag gav den Republikanske kandidat sin helhjertede opbakning og i et telefonopkald heppende sagde til ham: »go get them, Roy.«
Tilbage i november var RNC ellers klar i mæglet omkring Moores kandidatur.
Republikanernes flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell, opfordrede Moore til at træde tilbage, efter beskyldninger fra ni kvinder om aggressive seksuelle tilnærmelser, mens de stadig var teenagere – den yngste var bare 14 år, da Moore efter anklagen inviterede hende hjem, klædte hende delvist af og førte hendes hånd til sit underliv.
Senator Cory Gardner, formand for RNC’s Senatsudvalg, sagde, at Moore skulle ekskluderes, hvis han alligevel stillede op og blev valgt.
Selv justitsminister Jeff Sessions, der er Alabamas tidligere senator, syntes at stille sig på kvinderne side, da han under en høring i Kongressen erklærede: »Jeg har ingen grund til ikke at tro på kvinderne.«
Kovendingen er et ekko fra præsidentvalgkampen.
Her talte en række fremtrædende Republikanere også med store ord over for Trump efter afsløringen af de såkaldte Hollywood-bånd, hvor Trump talte om »bare at tage kvinder i skridtet,« hvilket fik 16 kvinder til at stå frem og beskylde Trump for upassende, aggressive tilnærmelser.
Ligesom Moore har gjort det i denne sag, kaldte Trump kvinderne løgnere.
Og kritikerne i Det Republikanske Parti, som tidligere havde erklæret, at deres samvittighed bød dem imod at støtte ham, ændrede holdning, da Trump fortsatte med at stå stærkt i meningsmålingerne.
I Alabama viser meningsmålingerne også, at Moore står til at vinde en snæver sejr over sin Demokratiske modkandidat, Doug Jones.
Og Trump har sagt, at Moore er langt at foretrække frem for en liberal Demokrat.
»Demokraternes afvisning af en eneste stemme for massive skattelettelser begrunder, hvorfor vi har brug for, at Republikanske Roy Moore vinder i Alabama,« skrev han.
Ikke alle Republikanere, har dog taget det standpunkt.
Mitt Romney, Republikanernes tidligere præsidentkandidat, tweetede, at valget af Moore vil se grimt ud for både Kongressen og nationen.
»Leigh Corfman og andre ofte er modige helte. Ingen stemme, intet flertal er det værd, hvis vi mister vores ære og integritet,« skrev han i en henvisning til en af kvinderne, som er stået frem med beskyldninger mod Moore.
Også Cory Gardner, fra NRC's Senatsudvalg, har udtalt til NBC, at udvalget »position ikke har ændret sig og ikke vil ændre sig.«