Præsident Trump kræver comfort food
Præsident vil hellere have en quarter pounder end maden fra det Hvide Hus' egen kok.
Præsident Trumps spisevaner er en kilde til evig underholdning i pressen, der ikke kan få nok af at gøre grin med præsidenten. Der er da også nok at tage af.
Forleden drak præsidenten at glas vand på en ualmindelig klodset måde, og man var hurtig til at finde det tweet frem, hvor Trump hånede en modstander for noget lignende. Man har fanget ham i at spise pizza med kniv og gaffel, et faux pas i New York, hvor man altid folder sin pizza-slice sammen og spiser den med fingrene. Han forlanger sin bøf stegt til ukendelighed, og han drikker Diet-Coke dertil. Og så var der historien om, at præsidenten altid skal have to kugler is, mens gæsterne kun får én; i øvrigt en barnlig variant af Præsident Nixons princip om altid selv at drikke 1. Cru Margaux, mens gæsterne fik slavevin.
Efter indflytningen fyldte Trump Det Hvide Hus’ køkken med Lay’s potato chips, som han elsker højt, og nu melder historien, at han har for vane at sende sin bodyguard ud til McDonald’s, fordi han bedre kan lide deres burgere end den mad, kokken kan lave i Det Hvide Hus.
Det er kommet frem i Politico, der også nævner Trumps standardbestilling: quarter-pounder med ost, ingen pickles, men med ekstra ketchup fulgt af en friteret applepie.
Mottoet er fortsat: Make America great again.