Fortsæt til indhold
USA

Trump gav Rusland viden om tophemmelig israelsk mission i Syrien

Magasinet Vanity Fair kaster lys over tophemmelig, israelsk mission ind i Syrien og konsekvensen ved, at Trump delte oplysninger med Moskva.

SAN FRANCISCO

Da USA's præsident, Donald Trump, tidligere på året afslørede detaljer til Moskva om en farlig, tophemmelig mission, som den israelske spiontjeneste, Mossad, og eliteenheden Sayeret Matkal havde gennemført ind i det nordlige Syrien, stak han en kniv ind i en robust israelsk-amerikansk aftale om at dele efterretninger, skriver Vanity Fair.

Magasinet kaster via samtaler med en række anonyme kilder, som beskrives som eksperter på israelske efterretningsoperationer, nyt lys over den totalt mørklagte operation og over, hvordan Trump skadede forholdet til Israel.

Det var via denne mission, at israelske efterretningsofficerer afslørede et Islamisk Stat-plot om at bruge laptops til at smugle bomber om bord på fly.

Ifølge Vanity Fair blev operationen gennemført i vintermånederne i 2016 og involverede to Sikorsky CH-53 helikoptere, der fløj spioner og elitesoldater ind i det nordlige Syrien. Her formåede de at plante aflytningsudstyr, og som resultat kunne en israelsk enhed den følgende tid lytte med, mens medlemmer af terrorgruppen forklarede, hvordan de lavede og kunne bruge bomber i laptops.

Israel delte denne viden med amerikanske kollegaer, hvilket udløste et midlertidigt forbud mod at rejse med laptops fra adskillige lande i Mellemøsten til USA. Trump delte senere også dele af disse oplysninger med den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov og den daværende russiske ambassadør i Washington, Sergej Kislyak, da de to i maj var på besøg i Det Hvide Hus.

Blandt andet afslørede præsidenten stedet for operationen til russerne. Det skabte bekymring i Israel for, at Rusland ville dele dette med dets iranske eller syriske allierede, skriver Vanity Fair.

Den israelske regering har ikke officielt bekræftet, at Israel er kilden til de lækkede efterretninger, men Trumps åbenmundethed udløste vrede i den israelske efterretningstjeneste og udløste krav om at begrænse, hvilke informationer der blev delt med amerikanerne.

»Trump forrådte os,« siger en højtstående israelsk militærkilde til Vanity Fair: »Hvis vi ikke kan stole på ham, må vi selv gøre det nødvendige, hvis vi har ryggen mod muren i forhold til Iran.«

Tidligere Mossad-ledere har tidligere også kritiseret Trump.

»Hvis jeg i morgen blev bedt om at dele informationer med CIA, ville jeg gøre alt for ikke at give dem det. Eller jeg ville tage mine forbehold først og give dem informationer, som var totalt neutraliseret,« sagde Mossad-leder i 1990’erne, Shabtai Shavit, i maj ti The Times of Israel.

Ifølge Vanity Fair var Mossad dog på forhånd blevet advaret om Trumps mulige relationer til Moskva.

På et møde i CIA’s hovedkvarter, Langley, i januar sagde en CIA-kilde til sine Mossad-kollegaer, at Ruslands præsident Vladimir Putin muligvis havde en klemme på Trump, og at det derfor ikke kunne udelukkes, at delte informationer ville ryge videre til russerne - og herfra måske igen videre til Iran.

Det udløste allerede ramaskrig, da det i maj blev lækket, at præsidenten havde delt oplysninger om laptop-bomberne med russerne. Trump indrømmede det også, men sagde i et tweet, at det havde han ret til som præsident.