Hemmeligt, negativt dokument om Martin Luther King offentliggjort sammen med JFK-filer
FBI-analysen anklager King for at have deltaget i sexorgier og »seksuelt afvigende« handlinger.
Fredag offentliggjorde USA’s præsident, Donald Trump, en ny bunke af efterretningstjenesternes hemmelige dokumenter om 1963-mordet på John F. Kennedy.
En klassificeret FBI-analyse, som portrætterer borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King jr. i et negativt lys, kan findes blandt de nye dokumenter. Det skriver blandt andet CNN.
Offentliggørelsen af JFK-dokumenterne sker, efter Donald Trump den 21. oktober beordrede, at alle filer, der knytter sig til efterretningstjenesternes arbejde relateret til mordet på Kennedy, skulle frem i lyset.
Den 26. oktober blev 2.891 dokumenter offentliggjort, mens der i går - den 3. november - blev offentliggjort yderligere 676 dokumenter. Det fremgår af USA’s Nationalarkivs hjemmeside.
Den 20 sider lange FBI-analyse - som er dateret 12. marts 1968 - forsøger at forbinde King til flere forskellige kommunistiske grupper. Samtidig fremlægges påstande om Kings personlige liv - herunder anklager om, at han skulle have deltaget i sexorgier og andre »seksuelt afvigende« handlinger.
Det står dog ingen steder beskrevet i rapporten, at man skulle have tjekket op på eller verificeret påstandene. Alligevel fremsættes grove anklager mod Martin Luther King’s person.
Se for eksempel analysens beskrivelse af Kings deltagelse i en konference i Florida i 1968, som egentligt havde til formål at træne unge præster i lederskab:
»Der var i et værelse et stort bord fyldt med whiskey. To neger-prostituerede blev betalt $50 for at opsætte et ”sex show” til gæsternes underholdning. En række af afvigende seksuelle handlinger blev observeret.«
Flere af dennes slags observationer om King kan ses i FBI-analysen. Desuden skulle Martin Luther King jr. også have haft en »ulovlig affære« med en kvinde, der var gift med en »negertandlæge« i Los Angeles.
»Som det kan ses af ovenstående, er det et faktum, at King ikke bare deltager i utroskaber, men faktisk nyder abnormaliteter, da han deltager i seksuelle orgier,« konkluderer analysen om Matin Luther Kings personlige liv.
Anklagerne ville have været dybt pinlige for Martin Luther King, hvis de var kommet frem for offentligheden dengang, skriver CNN. Men det er stadig uklart, om forfatterne bag dokumentet fik verificeret de alvorlige anklager.
FBI-analysen slutter med at stille spørgsmålstegn til, om King overhovedet burde have været tildelt Nobels Fredspris - en pris, han fik i 1964 for blandt andet sit arbejde mod racisme.
Flere internationale medier undrer sig over, hvorfor dokumentet er kategoriseret som en del af efterforskning, der knytter sig til mordet på John F. Kennedy - når Kennedy ikke bliver nævnt i dokumentet. Samtidig rejser dokumentet spørgsmål om, hvorfor det blev holdt hemmeligt af den amerikanske regering flere årtier senere.
Men analysen viser, at FBI i 60’erne havde et negativt syn på King, der på det tidspunkt var blevet et symbol på sort selvbevidsthed og social retfærdighed.
Martin Luther King jr. blev skudt den 4. april 1968 - tre uger efter, analysen blev skrevet.