Det helligste af det hellige: Derfor bliver der holdt øje med jødernes læber her

Der er hellig, og så er der Tempelbjerget eller -pladsen.

Forhøjningen i det østlige Jerusalem, som igennem flere tusinde år har været anset som det helligste sted for jøderne, og som siden også blev helligt for både kristne og muslimer.

Adgangen til helligdommen, der af muslimerne kaldes for Ḥaram al-Sarif, sker for ikke-muslimer efter strenge sikkerhedsregler, via en særlig indgang og på bestemte tidspunkter. Metaldetektorer sikrer, at man ikke gemmer våben i tøjet, mens et gennemlysningsapparat tager samme forholdsregler for taskerne.

Og når først man får adgang til det for jøder allerhelligste og for muslimer tredjehelligste, skal man vare sin mund. Det er således ikke tilladt for ikke-muslimer at bede på Tempelbjerget/Ḥaram al-Sarif, ej heller hvis bønnen kommer over tavse læber.

Adskillige er blevet arresteret for at have bevæget læberne i hvad, der blev opfattet som bøn, og samtidig har højreradikale jøder talt for retten til at bede på bjerget.

For når noget er helligt for flere religioner, ender det ofte med konflikter, ikke mindst, når man befinder sig i Israel.

Siden den 14. juli har der været uroligheder, efter at to israelske betjente blev dræbt ved et palæstinensisk angreb. Syv personer har hidtil mistet livet, og stridighederne blev yderligere optrappet, da de israelske myndigheder opsatte metaldetektorer, sikkerhedskameraer og afspærringer ved alle indgangene til Tempelpladsen/Ḥaram al-Sarif. De er siden blevet fjernet igen.

Men hvorfor er netop dette sted så helligt?

Kristendommen og jødedommen er enige om, at det var her, Gud bad Abraham om at ofre sin søn Isak, mens der i Koranen er en lignende fortælling om Ibrahim og Ismael. Det skal også have været grunden til, at Kong Salomon byggede det første jødiske tempel på selv samme bjerg for knap 3.000 år siden. Et tempel, som angiveligt skal have rummet Pagtens Ark, hvori stentavlerne med de 10 bud ifølge myten fandtes.

Templet blev stående i nogle hundrede år, indtil babylonerne ødelagde det. Men få årtier efter opførte jøderne et andet tempel på samme sted. I 70 e.Kr. var det dog slut. Romerne tilintetgjorde templet, og bjerget var tomt for bygninger, indtil muslimerne indtog Jerusalem i 600-tallet.

Herefter gik man i gang med at bygge Klippehelligdommen på akkurat det sted, hvor det jødiske tempel havde ligget.

For ifølge den muslimske myte var det netop Tempelbjerget/Ḥaram al-Sarif, som profeten Muhammed kom til på den bevingede hest Buraq fra Mekka. Først holdt han en prædiken fra al-Aqsa-moskéen, hvorefter han fra klippen, hvorpå Klippehelligdommen i dag står, foretog sin natlige himmelfart sammen med ærkeenglen Gabriel og mødte Allah. Efterfølgende landede han igen samme sted.

Nogle år efter Klippemoskeen blev al-Aqsa-moskéen derfor bygget på Tempelpladsen/Ḥaram al-Sarif, der, hvor nogle mener, at moskeen stod på Muhammeds tid. Al-Aqsa-moskéen er det tredjehelligste sted for muslimer efter Mekka og Medina.

»I de hundredvis af år, hvor muslimerne havde kontrol over dette område, kunne kristne og jøder også bede der. Jerusalem har i høj grad været et internationalt centrum for religiøs aktivitet for kristne, jøder og muslimer. Folk har valfartet til Jerusalem for at se disse steder, og det har været mere eller mindre åbent for alle. Man har set Jerusalem som en international, hellig by. Det er kernen af, hvorfor det vækker anstød i hele verden, når der sker noget omkring Tempelpladsen/Ḥaram al-Sarif, fordi Jerusalem har en lang tradition for at være en åben stad for alle tre religioner,« siger professor i historie ved Roskilde Universitet Jakob Egholm Feldt, som forsker i Israel-Palæstina-konflikten.

Fra 1948 til 1967 havde jøder dog ikke adgang til området.

I 1967, under Seksdageskrigen, erobrede Israel den østlige og muslimske del af Jerusalem, herunder stedet, hvor Tempelbjerget ligger.

»Men israelerne er klar over, at det er meget følsomt, så de overlader den religiøse kontrol med området til islamisk autoritet kaldet en waqf, som styrer tempelpladsen i samarbejde med Jordan, hvilket har været tilfældet siden 1967.«

Israelerne skulle til gengæld sørge for sikkerheden på pladsen. Samtidig vedtog man, at ikke-muslimer kun må betræde Tempelbjerget/Ḥaram al-Sarif gennem Mughrabi-porten ved Grædemuren, mens muslimerne kan komme ind via 10 porte - uden sikkerhedskontrol. De to moskeer på området må kun entreres af muslimer.

»Men balancen er meget prekær. Israelske højreradikale presser på for, at Tempelpladsen/Ḥaram al-Sarif skal genovertages af jøderne, fordi de synes, at de var der først. Den israelske regering har dog kontinuerligt valgt at lade waqfen bevare kontrollen. Men det kan virke som en enorm provokation, når israelerne rokker ved denne prekære balance. Så når man vælger at sætte metaldetektorer op ved det meget symbolske sted for muslimer i hele verden, virker det som et massivt israelsk overgreb på muslimernes religiøse og kulturelle følelser - ikke bare lokalt, men også globalt,« forklarer Jakob Egholm Feldt.

Men hvorfor reagerer muslimerne så voldsomt på opsættelsen af metaldetektorer, når de hele tiden har været der ved indgangen for ikke-muslimer?

»Fordi det hele er så symbolsk ladet. Palæstinenserne holder fast i det område, hvor deres islamiske autoritet har kontrollen, og når israelerne så unilateralt flytter på det, får det en eksklusiv karakter, selv om det nøgternt set ikke er noget nyt, at israelerne kontrollerer hele sikkerheden.«

Israel kan nemlig aldrig give helt slip på kontrollen over området af politiske årsager, forklarer Marianne Schleicher lektor ved Religionsvidenskab på Aarhus Universitet.

»Problemet er, at i jødedommen mener man ikke, at Messias er kommet, og forventningen er, at Messias skal gå ned ad Oliebjerget og komme ind ad porten på østsiden af den gamle by i Jerusalem og gå op på Tempelbjerget/Ḥaram al-Sarif, og her genopbygge tempelalteret, efter at det blev ødelagt i år 70. Så når man i fredsforhandlinger ikke vil afgive Tempelpladsen, er det fordi, man i israelsk politik er afhængig af de ultraortodokse jøders stemmer, og de ønsker ikke at komme i en situation, hvor Messias kommer til jøderne, men ikke kan komme op til templet, fordi det er blevet overdraget til muslimerne.«