Qatar mødt af krav for at stoppe krise: Luk tv-station, militærbase og forbindelse til Iran
Saudi-Arabien og flere andre arabiske lande har fremsat 13 krav til Qatar.
Fire nabolande åbner nu muligheden for at genskabe de diplomatiske forbindelser til det ellers i øjeblikket så isolerede Qatar - der er ”bare” lige nogle krav, der skal opfyldes først.
Saudi-Arabien, Egypten, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater har offentliggjort en liste på 13 krav, der er blevet overbragt til Qatar af Kuwait, der har sat sig for at mægle i konflikten.
Det meddeler nyhedsbureauet AP
Blandt de mest opsigtsvækkende krav er, at Qatar lukker tv-stationen og nyhedsmediet Al-Jazeera, afskærer den diplomatiske kontakt til Iran samt lukker den tyrkiske militærbase i landet.
Derudover skal Qatar bekæmpe grupper som Det Muslimske Broderskab, Hizbollah, Al-Qaeda og Islamisk Stat.
Det indebærer blandt andet, at Qatar skal frigive alle de personer, som de fire lande har efterlyst for terrorisme.
Qatar har endnu ikke reageret offentligt på kravene.
Stilhed har der også været fra USA, hvis udenrigsminister, Rex Tillerson, tidligere har opfordret nabolandene til at fremsætte en række krav, der var »rimelige og opnåelige«.
Qatar er blevet lagt på diplomatisk is efter beskyldninger om, at landet støtter ekstremistiske grupper og terrorisme, ligesom nabolandene er bekymret for ørkenstatens forbindelse til Iran.
Der er dog flere andre grunde til, at krisen er opstået, har lektor ved Aalborg Universitet og mellemøstekspert Søren Schmidt tidligere vurderet over for Jyllands-Posten.
»Qatar har en profil, hvor man støtter mere moderate kræfter, nemlig Det Muslimske Broderskab, som ikke er helt så ekstremistisk som de fraktioner, Saudi-Arabien støtter. Endvidere har de i højere grad liberaliseret medierne. De huser f.eks. nyhedsmediet Al-Jazeera, som også er en torn i øjet på Saudi-Arabien, fordi det er med til at afsløre, hvad der forgår i alle de hårdkogte diktaturer, som landet støtter rundt omkring i Mellemøsten,« sagde han.
Hvis Qatar indvilliger i at møde de fire landes krav, vil der blive fulgt op på kravene en om gang om måneden det første år og siden en gang i kvartalet i det følgende år.