Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Danske kampfly har angrebet raket-position i Irak

De danske F-16-fly har i den forgangne uge bombet flere IS-mål i Irak. Blandt andet en position, hvorfra der blev affyret raketter.

På trods af militærkupforsøget i Tyrkiet fortsætter de danske kamp nærmest uanfægtet luftkrigen mod Islamisk Stat i Irak.

Fra Incirlik-flybasen i Tyrkiet har de danske F-16-fly fløjet fem missioner over Irak i løbet af den forgangne uge. Syv gange har flyene kastet præcisionsbomber mod IS-mål på landjorden, oplyser forsvaret i den ugentlige »mission update.«

Her fremgår det, at danske piloter blandt andet har angrebet og nedkæmpet en position, hvorfra der blev affyret raketter. Til Jyllands-Posten oplyser Værnsfælles Forsvarskommando, at de danske fly ikke selv var under raketbeskydning, da der var tale om jord-til-jord-raketter – altså raketter rettet mod landjorden.

Andre mål for F-16-flyenes præcisionsbomber har været »fjender i åbent terræn«, et køretøj, der transporterede våben og bygninger, som husede fjender.

Forsvaret oplyser ikke, hvor mange personer, der menes at være blevet dræbt i de danske luftangreb.

Missionerne i den forgangne uge fandt sted over provinser Al Anbar, Salah Ad Din, Erbil og Ninawa i det nord- og vestlige Irak. Danske fly har ikke fløjet missioner over Syrien i perioden, selvom de også har lov til at operere dér.

Weekendens dramatiske begivenheder i Tyrkiet, hvor det mislykkede militærkup nu er afløst af præsident Erdogans omfattende udrensninger, betød, at de danske fly kortvarigt måtte blive på landjorden i Incirlik-basen, som er koalitionens vigtigste flybase i krigen mod IS, men allerede mandag blev flyvningerne genoptaget.

Forsvaret oplyser, at udsendte danskere på basen »har det fint og er ved godt mod.«

Urolighederne i Tyrkiet har også betydet, at basen har været uden stabil vandforsyning og strøm og har måttet køre på nødgeneratorer. Ifølge det amerikanske forsvar er strøm- og vandforsyning dog nu genetableret.

De i alt syv danske F-16 kampfly har været udstationeret siden 15. juni og skal efter planen hjem til december. Indtil videre har flyene fløjet 46 missioner i alt og kastet 52 bomber, oplyser forsvaret.

Video: Koalitionen bomber IS-bygninger i Irak:

Siden »Operation Inherent Resolve« begyndelse i august 2014 har kampfly fra den USA-anførte internationale koalition udført mere end 14.000 luftangreb og kastet omkring 50.000 bomber og missiler over Irak og Syrien.

Det viser tal fra NGO'en Airwars, som systematisk monitorerer koalitionens angreb dag for dag.

USA har officielt anerkendt, at 41 civile er blevet dræbt i løbet af luftkrigen, men ifølge Airwars' opgørelse tæller de civile tab mindst 1.500 syrere og irakere.

Tirsdag hævdede Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, som ligger i Storbritannien, at luftangreb fra koalitionens fly ved en tragisk fejl havde dræbt mindst 56 civile – herunder 11 børn – og såret adskillige flere uden for en landsby i Aleppo-provinsen i Syrien. Dagen forinden rapporterede samme observatorium, at mindst 21 civile havde mistet livet under luftbombardementer i byerne Al-Tukhar and Manbij i Syrien. Ingen danske fly befandt sig i disse områder på de pågældende tidspunkter.

Den amerikanske centralkommando har efterfølgende meddelt, at den vil undersøge meldingerne om civile tab nærmere.

Netop civile tab har været et omdiskuteret emne i forbindelse med udsendelsen af de danske kampfly.

I særlige tilfælde må piloterne nemlig bombe Islamisk Stat, selvom man på forhånd ved, at civile irakere eller syrere også vil blive dræbt i angrebet. Det kan for eksempel ske, hvis Forsvaret ud fra et »proportionalitetsprincip« vurderer, at det er nødvendigt at bombe særligt vigtige militære mål uanset de civile omkostninger. I så fald betyder en ny procedure hos Forsvaret, at en højtstående officer i Danmark skal godkende angrebet, før pilotenen trykker på aftrækkeren

Proportionalitetsprincippet er et at de grundlæggende principper i den humanitære folkeret. Reglen fastslår, at et angreb ikke må gennemføres, hvis det må forventes at forårsage tab eller skade på civile eller civile genstande, som vil overstige den forventede militære fordel ved at udføre angrebet.

At der i forbindelse med Irak/Syrien-missionen er en øget risiko for drab på civile skyldes især, at det stadig mere trængte IS har forskanset sig i tætbefolkede områder og blandet sig med civilbefolkningen i større byer som Mosul i Irak og højborgen Raqqa i Syrien.

Ud over de syv F-16-fly bidrager Danmark i kampen mod IS med et Hercules-transportfly, specialstyrker og danske soldater, der træner irakiske militær- og politifolk.

I den forgange uge har danskerne afsluttet træning og uddannelse af omkring 300 betjente fra det irakiske grænsepoliti, som de seneste fire uger er blevet undervist på Al Asad-flybasen i Irak. Godt halvdelen af betjentene er kurdiske yazidier – en befolkningsgruppe, der har lidt særligt meget under IS' overgreb, oplyser Forsvaret.

Betjentene er blevet trænet i blandt andet skarpskydning, håndtering af improviserede sprængladninger og etablering af stationære og mobile checkpoints.

»Vi er den eneste nation i koalitionen, som gennemfører træningsforløb for det irakiske grænsepoliti, og det er gået over al forventning. Trods et stramt og intensivt program har betjentene været meget engagerede under træningen, som hver dag er blevet indledt tidligt om morgenen på grund af varmen hernede,« siger oberstløjtnant Kenneth Strøm, chef for DANCON hold 3, ifølge forsvaret.

Det danske transportfly-bidrag har siden 14. juli fløjet fire af fire planlagte missioner og bliver ifølge forsvaret i stigende grad indsat til transportopgaver i kampen mod IS.

Video: Iraks hær angriber IS i Fallujah

Nu stormer de mod Islamisk Stat: Iraks hær angriber Fallujah