Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Nødsignaler fra forsvundet Egyptair-fly modtaget fra sted i Middelhavet

Airbus har modtaget signaler fra det forsvundne Egyptair-fly. Nu kan det blive lettere at finde.

Eftersøgningen på det forsvundne Egyptair-fly, der for knapt en uge siden styrtede i Middelhavet, kan indskrænkes betydeligt når eftersøgningen genoptages fredag. Torsdag rapporterede det egyptisk statsejede nyhedsbureau Al Ahram nemlig, at flyselskabet Airbus havde modtaget nye signaler fra flyet.

Det skriver CNN.

Signalet, som Airbus har opfanget, blev sandsynligvis sendt fra flyets såkaldte Emergency Locator Transmitter (ELT) - et apparat, der enten manuelt eller automatisk udsender et nødsignal, når flyet bliver udsat for betydelig påvirkning.

Nu, hvor signalet er blevet modtaget, kan eftersøgningsområdet indskrænkes til en radius på fem km i Middelhavet, skriver CNN.

Flyet forsvandt den 19. maj, da det bevægede sig fra græsk til egyptisk luftrum og formodes altså på den tid styrtet ned i Middelhavet. Indtil videre har myndigheder fundet vragrester fra flyet og redningsveste, skriver CNN. Men eftersøgningsholdet leder stadig efter flydata og stemme-optagelser fra cockpittet.

Airbus har nægtet at kommentere signalet og vil ikke »bidrage til spekulation«.

Ifølge CNN står det ikke klart, hvornår Airbus har modtaget signalet. Men det ville som regel blive opfanget af satellitter »et par timer« efter et styrt - ikke dagevis senere som det tyder på denne gang er tilfældet.