Hvorfor tager golfstaterne ikke imod syriske flygtninge?
Penge - og telte - har de nok af, men golfstaterne vægrer sig ved at tage imod syriske flygtninge.
Én uge om året rejser millioner af mennesker til Mekka under muslimernes pilgrimsfærd, Hajj.
Her bliver en del af dem indlogeret i de over 100.000 luksustelte med aircondition, som fylder byen Mina få kilometer fra Mekka i Saudi-Arabien.
Men resten af året står teltene tomme, og Saudi-Arabien har ikke modtaget en eneste flygtning fra Syrien. Det forstår hverken De Konservative eller Dansk Folkeparti.
"Det er oplagt at bruge nogle af de her mange, mange telte til flygtninge. De bliver brugt til muslimers pilgrimsrejse, men ellers ikke. Det er gode luksus-telte, som ville kunne løse et kæmpe problem. Det udstiller i den grad Saudi-Arabiens hykleri, at de vil blande sig i, om der skal minareter på tagene af schweiziske moskéer, men de vil ikke tage en eneste af deres muslimske brødre og søstre, der flygter fra krig," siger Naser Khader (K) til Ekstra Bladet.
Han bakkes op af DF's Martin Henriksen, som mener, at regeringen bør lægge pres på Saudi-Arabien. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) understreger over for avisen, at man gerne ser, at Saudi-Arabien tager flere flygtninge, men at man ikke vil blande sig i hvordan.
Kritikken mod både Saudi-Arabien, men også de øvrige golfstater har ikke kun lydt fra Danmark, men også fra store dele af det internationale samfund i den senere tid.
Saudi-Arabien har reageret ved at understrege, at man har taget imod 2,5 mio. syrere, siden konflikten brød ud i 2011.
Men, siger en embedsmand fra det saudiske udenrigsministerium til det statslige nyhedsbureau SPA, man har bevidst undladt at behandle dem som flygtninge eller placeret dem i flygtningelejre.
De har ifølge kilden frit kunnet bevæge sig omkring i landet og de par hundredetusinde, som har ønsket at blive, har fået opholdstilladelse med adgang til sundhedsvæsenet, uddannelse og jobs.
Saudi-Arabien har derudover brugt milliarder af kroner på humanitær hjælp til lande, som modtager syriske flygtninge og til hjælpeorganisationer.
Om saudierne virkelig har modtaget 2,5 mio. syrere er ikke bekræftet fra andre kilder, men Nabil Othman, som er regional FN-flygtningerepræsentant for Golf-regionen, siger til BloombergBusiness, at der befinder sig 500.000 syrere i landet.
Saudi-Arabien er dog ikke det eneste land, som kritiseres for at holde igen med gæstfriheden. Hverken Qatar, De Forenede Arabiske Emirater, Kuwait, Oman eller Bahrain har holdt dørene åbne for syrerne.
Det fik for nylig direktøren for organisationen Human Rights Watch til at skrive på Twitter:
"De er velhavende, muslimske og tager INGEN syriske flygtninge: Saudi-Arabien og andre golfstater."
De Forenede Arabiske Emirater anfører som Saudi-Arabien, at man har givet opholdstilladelse til over 100.000 syrere siden 2011 og også brugt et anseeligt milliardbeløb på humanitær bistand. Det samme gælder andre af golfstaterne.
Men FN's Flygtningehøjkommissariat har blot registreret 63 syriske asylansøgninger i golfstaterne siden 2011, hvoraf 33 er endt med en asylgodkendelse.
Ingen af landene har underskrevet FN's flygtningekonvention, som definerer, hvem der kan betragtes som flygtninge, hvilke rettigheder de har, og hvordan de skal behandles.
Følgelig er golfstaternes asylregler svære at gennemskue, og i udgangspunktet er den eneste vej ind i landene svært opnåelige arbejdsvisa eller turistvisa. Og det er da også herigennem, at syrere indtil videre har fået opholdstilladelse.
Det skal dog være blevet stadigt sværere for syrere at få lov at arbejde i golfstaterne, ligesom syrere også har svært ved at få opholdstilladelser til deres ægtefæller hvilket mange mener, er et udtryk for, at de ganske enkelt ikke ønsker flere syrere i landet.
For når det gælder borgerkrigen i Syrien, har det shiamuslimske Iran støttet Bashar al-Assads regime, mens flere sunnimuslimske, arabiske lande, bl.a. Saudi-Arabien har sendt våben til de syriske oprørere.
Ifølge BBC har det skabt frygt i lande som Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, for at Assad-støtter vil forsøge at udføre hævnangreb her.
BloombergBusiness har talt med syriske Yassir Batal, som er på flugt i Beirut. Han har på forhånd opgivet at søge mod eksempelvis Saudi-Arabien.
"I Europa kan jeg få behandling for min polio, uddanne mine børn, få tag over hovedet og leve et ærefuldt liv (...) Golflandene har lukket dørene i hovedte på syrerne," siger han.
En anden bidragende faktor er, at de indfødte borgere i nogle af golfstaterne udgør et ganske lille mindretal, mens resten af indbyggerne er udlændinge, der kun kan få lov at blive boende, så længe de eller deres ægtefælle har job.
Opfattelsen er ifølge nogle, at det vil udfordre demografien yderligere, hvis man giver syrere lov til at blive.