Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Hollywood-skuespiller kæmper mod Islamisk Stat i Syrien

YouTube-videoer af Islamisk Stat-henrettelser holder hans kampgejst oppe.

Hollywoodskuespilleren Michael Enright har indtil videre opgivet stjernekarrieren for at blive soldat i Syrien. Det skriver den engelske avis Mail on Sunday.

51-årige Enright, der blandt andet er kendt for roller i spillefilmen Pirates of the Caribbean og tv-serien CSI, har ikke nogen militær erfaring, men de seneste to måneder har han modtaget militær træning hos den kurdiske milits YPG i den syriske by Kobani, tæt på grænsen til Tyrkiet.

Her kæmper YPG mod Islamisk Stat (IS) og var blandt andet med til at befri Kobani fra Islamisk Stat-tropperne i slutningen af 2014.

Tanken om at bekæmpe islamistiske ekstremister er ikke ny for engelskfødte Michael Enright.

Allerede i 2001, efter terrorangrebet på World Trade Center, ville han melde sig til den amerikanske hær for at komme til Afghanistan og kæmpe mod al-Qaeda, men hans venner dengang talte ham ud af det.

Da den amerikanske journalist James Foley i august 2014 blev halshugget af IS, dukkede ønsket op igen, og det var henrettelsen af den jordanske pilot Muath Al-Kassasbeh, der blev brændt til døde af Islamisk Stat i januar 2015, som fik ham til at tage sin endelige beslutning om at tilslutte sig den kurdiske milits.

Han så en video af jordanerens henrettelse på YouTube og besluttede, at han selv ville bidrage til kampen mod IS.

"Det nåede til et stade, hvor jeg bare ønskede at udrydde dem," udtaler han i interviewet.

I dag har han stadig den grusomme video på sin mobiltelefon. Han ser den, når han er ved at miste kampgejsten.

Som alle andre medlemmer af den tyrkiske milits sover Michael Enright i sin uniform med sit våben ved sin side. Det er en rumænsk fremstillet Kalashnikov-riffel, som han kalder "Olga".

"Jeg sover sammen med hende, og hun er konstant ved min side. Derfor gav jeg hende et navn," forklarer Enright og fortæller, at en del af træningen med den kurdiske milits har været at lære at skille og samle riflen med bind for øjnene.

Adspurgt om han har hjemve, fortæller Michael Enright, at han ikke har aktuelle planer om at returnere til fødelandet England eller hjemlandet USA.

"Jeg er meget glad for at være her og tage del i en mission, som vil overleve mig."