Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Israel advarer kraftigt mod atomaftale med Iran

Giv ikke det »morderiske regime« i Teheran muligheden for at udvikle atomvåben, lyder advarslen fra Benjamin Netanyahu. Han opfordrer til en "bedre aftale" om Irans atomprogram.

Mens forhandlingerne om Irans omstridte atomprogram er gået ind i den afgørende fase i den schweiziske by Lausanne, sender Israels premierminister Benjamin Netanyahu en kraftig advarsel til det internationale samfund:

Hvis en atomaftale bliver indgået i dens nuværende form, vil det ikke alene true Israels sikkerhed, men skade hele mellemøstregionen.

Det sagde Israels premierminister Benjamin Netanyahu på et kort pressemøde onsdag formiddag kort efter, at forhandlingerne i Schweiz var blevet genoptaget.

"Det er en farlig aftale, som vil true Israel og skabe ustabilitet i regionen. Derfor må det internationale samfund nu insistere på en bedre aftale, der sikrer en markant større afvikling af Irans atominfrastruktur," sagde han.

Den konservative premierminister krævede derfor, at Iran presses til at ændre adfærd og standser alle trusler mod staten Israel.

"Det bør ikke være til forhandling," tilføjede han og opfordrede igen til ikke at give "Irans morderiske regime" muligheden for at blive en atommagt.

De skrøbelige forhandlinger om Irans atomprogram har stået på i månedsvis, og selvom den oprindelige deadline for en rammeaftale er overskredet, er parterne positive. Fra blandt andre iransk og russisk og side har der været udmeldinger om betydelige fremskridt.

Natten til onsdag sagde Irans udenrigsminister Mohammad Javad Zarif, at der var gjort "store fremskridt" i forhandlingerne, og at han håbede på en konklusion i løbet af onsdagen.

Den britiske udenrigsminister Phillip Hammond sagde dog senere, at der stadig er "nøglepunkter", som skal udredes.

Irans omstridte atomprogram har efterhånden været på den internationale dagsorden i årevis. I 2002 tog russiske teknikere det første spadestik til Irans første atomreaktor ved byen Bushehr, og siden da har Iran været under internationalt pres for at give større gennemsigtighed med programmet.

Frygten fra blandt andre Israel, USA og Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) har været, at Iran vil udnytte atomkraften til at udvikle atomvåben.

Teheran har gang på gang afvist bekymringerne og forsikret om, at atomprogrammet kun har et fredeligt formål.

Det nægter Netanyahu dog at tro på. Blandt andet peger han på, at Iran har bygget hemmelige, underjordiske atomfaciliteter. Under sin efterhånden berømte tale til FN's Generalforsamling i 2012 havde Netanyahu tilmed taget en tegning af en bombe, der skulle forestille Irans atomprogram. Med en rød tusch satte han en streg helt oppe ved bombens lunte, der skulle markere hvor tæt Iran ifølge ham var på at kunne udvikle en atombombe.

De aktuelle atomforhandlinger mellem foregår i gruppen P5+1, som tæller stormagterne USA, Storbritannien, Frankrig, Kina, Rusland og Tyskland, samt Iran.