Wallström: Vi anerkender staten Palæstina
Vi støtter fredsprocessen ved at anerkende staten Palæstina, siger den svenske udenrigsminister.
Den svenske udenrigsminister, Margot Wallström, siger efter et regeringsmøde, at Sverige anerkender Palæstina og håber, at det kan bane vejen for, at andre gør det samme.
- Med denne beslutning sætter vi os på fredsprocessens side, siger hun på et pressemøde i Stockholm.
For kort tid siden har det britiske parlament med en resolution anerkendt staten Palæstina.
Wallströms opfordring til andre om at følge efter er rettet til de øvrige EU-lande. Hun siger, at tidspunktet er det rette efter 20 års frugtesløse forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne.
Hun siger, at de folkeretslige betingelser for at anerkende Palæstina er opfyldt.
- Der findes et territorium, der findes en befolkning, og der findes en regering, siger den svenske udenrigsminister.
Danmark har foreløbig afvist at anerkende staten Palæstina.