Iran: 25 kvinder sprøjtet i ansigtet med syre
I byen Isfahan protesterede en stor menneskemængde onsdag mod et stigende antal syreangreb på kvinder.
I denne uge har der været store protester i den centraliranske by Isfahan, hvor omkring 1.000 mennesker har været på gaden.
Grunden til protesterne er ifølge nyhedsbureauet AFP, at mere end 25 kvinder i løbet af de seneste måneder er blevet overfaldet med syre af ukendte gerningsmænd i Isfahan og andre byer, når de har bevæget sig rundt i trafikken.
Som følge af overfaldene anbefales det nu, at kvinder er forsigtige og har alle vinduer rullet op, når de kører bil i Isfahan, som er landets mest populære turistby.
Overfaldene er oftest sket ved, at en eller flere mænd på knallerter eller motorcykler er trukket op på siden af kvinderne og har kastet syre i kvindernes ansigter. Angrebene har dræbt mindst én af kvinderne, mens en anden kan risikere at miste synet.
Ifølge det iranske nyhedsbureau IRNA råbte de demonstrerende iranere bl.a. "Isfahan er vores by, sikkerhed er vores ret" og krævede, at der blev gjort noget for at forhindre angrebene.
I en video fra demonstrationen, som er blevet lagt på Facebook, råber demonstrationens tilstedeværende ifølge AFP også "ned med religiøse ekstremister".
Grunden til, at demonstrationen i Isfahan har fået en anti-ekstremistisk klang, er, at mange forbinder syreangrebene med fundamentalistiske muslimer, som mener, at kvinderne i Iran ikke er tilstrækkeligt tildækket.
Ifølge en iransk lov skal kvinder bære hovedbeklædningen hijab, som dækker håret og halsen. Men flere steder har kvinderne valgt kun at tage et tørklæde løst om hovedet i stedet for at have det fuldstændig tildækket - eller valgt helt at gå uden tørklæde.
Kvindernes valg har skabt splittelse blandt de iranske politikere, hvor nogle ønsker, at loven bliver håndhævet, mens andre har en mere afslappet tilgang.
"Vi bør ikke være så fokuserede på en enkelt ting som f.eks. en dårlig hijab," siger landets præsident, Hassan Rouhani, ifølge IRNA.
Ifølge den iranske tværreligiøse organisation NCRI har mænd bevæbnet med flasker med syre været i politiets varetægt, men der er ikke foretaget nogen anholdelser.
Mens den store demonstration foregik i Isfahan, havde en mindre gruppe personer forsamlet sig uden for Irans parlament for at protestere mod vold mod kvinder.
Syreangrebene er de første, der er blevet udført mod kvinder i Iran i årevis, mens der ifølge AFP har været en stigning i lignende angreb i Pakistan, Indien og Afghanistan, hvor gerningsmænd bruger syre som en måde at straffe kvinder på for "upassende adfærd".