Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Har Syrien brændemærket sig selv med 55.000 dødsfotos?

Pres på Syrien inden FN-konferencen. Afhopper fotograferede op til 50 dræbte syrere om dagen.

Fabrikerede det syriske militær i enormt omfang beviser mod sig selv for krigsforbrydelser?

Eller var der blot tale om, at 11.000 syrere på to år tilfældigvis døde af "hjerteanfald" eller "vejrtrækningsproblemer"

Lige meget hvordan man ser på den opsigtsvækkende rapport med 55.000 digitale billeder af de mange tusinder døde syrere, som det britiske dagblad The Guardian i dag offentliggør, så har det syriske regime fået et problem inden FN-fredskonferencen om Syriens borgerkrig begynder onsdag.

Langt de fleste af de dræbte på de mange fotos er unge mænd; underernærede som kz-fanger, blodbestænkte og med tydelige tegn på tortur.

Nogle af ofrene mangler øjne, mens andre bærer blodunderløbne mærker på halsen, der viser tegn på kvælning. Andre ofre er tilsyneladende blevet henrettet med elektrisk strøm.

55.000 fotos på to år

Den 31 sider lange rapport baserer sig på 55.000 fotos op taget fra marts 2011 til august 2013, som er smuglet ud af Syrien af en afhopper, der tidligere arbejdede som fotograf i det syriske militærpoliti.

Tre tidligere topadvokater har afhørt afhopperen i 10 dage, inden de sammenstykkede rapporten og konkluderer, at hans forklaring er troværdig, og at de mange gruopvækkende fotos dokumenterer krigsforbrydelser begået af Bashar al-Assads militær.

LINK: Læs hele den 31 sider lange rapport (Advarsel: stærke billeder)

FN og menneskerettighedsorganisationer har tidligere i den knapt tre år lange borgerkrig dokumenteret, at både Assad-regimet og oprørsbevægelsen har begået krigsforbrydelser under konflikten. Men de 55.000 fotos vidner om et nærmest "industrielt" omfang af henrettelser, som ikke kunne være foregået uden regeringens vidende og kontrol, fastslår de tre advokater.

Rapport: "Systematiske drab"

De tre eks-dommere, der har arbejdet med krigsforbrydelser i både Jugoslavien og Sierra Leone, konkluderer, at det syriske styre sandsynligvis har stået bag "systematiske drab" på omkring 11.000 fanger.

Tre erfarne retsmedicinere har gennemgået det omfattende fotomateriale og konkluderer, at "et stort antal af de døde var underernærede", og at en "stor andel havde været bundet og/eller slået med stumpe genstande," fremgår det af rapporten.

Eksperterne kunne kun i et fåtal af sagerne få øje på en enkeltstående, dødelig kvæstelse, men gør det samtidig klart i rapporten, at "der er mange måder, hvorpå en person kan dræbes med et minimalt eller ikke-synligt bevis for metoden."

Golfstat er bagmand

Fotografen, der har taget billederne, har efter, at han forlod militærpolitiet, samarbejdet med oppositionsgruppe Syrian National Movement. Bevægelsen støttes af golfstaten Qatar, som også har støttet og bevæbnet andre oprørsgrupper for at komme af med Assad-regimet.

"Caesar" har fortalt, at hans arbejde bestod i at fotografere afdøde fanger. Han hævder ikke at have overværet hverken henrettelser eller tortur, men han beskriver et bureaukratisk system, hvor hvert dødsfald nidkært blev arkiveret og dokumenteret.

Og det var kolossale mængder af dødsfald, der skulle registreres.

Omfattende bureaukrati

"Proceduren var således, at når en fange blev dræbt, der hvor han var indsat, skulle hans lig fragtes til et militærhospital i selskab med en læge og en repræsentant for retsvæsenet. "Caesars" rolle var at fotografere ligene. ... Der kunne være så mange som om til 50 lig om dagen at fotografere, hvilket krævede mellem 15 og 30 minutters arbejde per lig," lyder det i rapporten.

Der var to årsager til at fotografere de henrettede personer så indgående, angiver rapporten. Dels for at kunne udfærdige en troværdig en dødsattest, således at regimet undgik, at de efterladte kom til at se liget af den afdøde.

Ofte fik familierne blot at vide, at deres familiemedlem var afgået ved døden på grund af "et hjerteanfald" eller "vejrtrækningsproblemer," har fotografen forklaret til rapporten.

Nemt at placere ansvaret

Men fotografierne havde også en anden funktion. Hvert lig blev forsynet med et referencenummer, som henviste til den særlige gren inden for sikkerhedstjenesten, som havde ansvaret for den afdøde persons fængsling og henrettelse.

Når en fængslet var henrettet, kunne der med referencenummeret "kvitteres" til den, der havde udstedt ordren, men samtidig skabte systemet en omfattende bevismængde mod sig selv, fremgår det af rapporten.

Professor Davis Crane mener, at de 55.000 fotos er et "direkte bevis" på, at Assad-regimet torturerede, henrettede og skaffede sig af med 11.000 modstandere under borgerkrigen.

Professor: Et direkte bevis

"Det er fantastisk. Det er den slags beviser, en anklager leder efter og håber på. Vi har fotos, som matcher med dokumenter med identiske numre - og det er officielle regeringsdokumenter. Vi har personen, der tog disse fotos. Det er beviser uden for enhver tvivl," siger Carne til The Guardian.

En talsmand for USA's regering siger til The Guardian, rapporten er et stærkt bevis for, hvor langt Assad-regimet går for at klamre sig til magten i landet.

USA: De skal stå til regnskab

Talsmanden kalder rapporten et bevis på "omfattende og tilsyneladende systematiske krænkelse af internationale humanitære rettigheder" og tilføjer, at de skyldige i krigsforbrydelser skal stå til regnskab for deres overgreb.

Samme synspunkt udtrykkes af Storbritanniens udenrigsminister, William Hague, som siger, at Storbritanniens vil fortsætte med at presse på for, sat de ansvarlige skal stå til regnskab.