Sådan skal dansk krigsskib sikre kemiske våben
Planen for den dansk-norske mission til Syrien er klar, og en mindre nordisk flåde venter på Cypern.
I alt fire store skibe fra Danmark og Norge er snart klar til at sejle til den syriske havn Latakia, så snart det står klart, hvor de syriske kemiske våben skal sejles hen.
Tre af skibene - et dansk krigsskib, et dansk fragtskib samt en norsk fregat - er allerede på plads i havnen i Limassol på Cypern, mens man stadig afventer det norske fragtskib.
Det fortalte ledelsen af den fælles dansk-norske mission lørdag, da der var åbnet op for pressen på det danske krigsskib Esbern Snare, skriver AP.
Mangler havn
De nordiske skibe mangler bare navnet på den havn, hvor de skal aflevere de farligste af de kemiske våben til det amerikanske skib MV Cape Ray. Dette skib er udstyret til at tage sig sikkert af de farligste kemiske våben til søs, mens de mest inaktive stoffer vil blive håndteret et andet sted.
Ifølge den danske ekspert i kemiske våben, Bjørn Schmidt, der er en af de eksperter, der skal sikre de kemiske våben, vil det sikreste være at overdrage våbnene til det amerikanske skib i en havn. Kroatien har ifølge AP sagt, at det overvejer at stille en havn til rådighed, men der er endnu ikke truffet nogen beslutning om det.
"Hvis der ikke er noget land, der er villigt til at tage imod våbnene eller til at deltage i håndteringen, tager vi det ikke om bord. Vi skal kende den havn, hvor vi skal sætte det af. Og så er vi også klar til at tage af sted," siger kommandør og leder af den dansk-norske mission, Torben Mikkelsen fra Esbern Snare, ifølge AP.
Høj sikkerhed
Hele missionen er præget af et højt sikkerhedsniveau, hvor det danske fragtskib fra Søværnets Ark-projekt med transportskibe, Ark Futura, samt det norske transportskib MV Taiko skal transportere op til 500 tons kemiske våben ad gangen, mens det store danske støtteskib Esbern Snare og den norske fregat Helge Ingstad vil eskortere og beskytte transporterne.
Med om bord på skibene er både eksperter i kemiske våben og soldater - bl.a. fra Frømandskorpset - der skal beskytte lasten mod grupper, der kunne tænke sig at få fat i kemiske våben.
De kemiske våben vil blive lastet om bord på transportskibene i forseglede containere, efter både syriske myndigheder og eksperter fra den nordiske mission har undersøgt dem. Stoffer, der kan blandes til kampstoffer som sarin og VX-gas, bliver lastet i hver sin ende af fragtskibene for at minimere risikoen for ulykker. Det er muligt, at den lille flåde skal sejle flere gange for at få alle de kemiske våben med.
Intensiv træning
Der er ikke nogen planer om, at nogen af de cirka 350 soldater fra skibene eller nogen af de nordiske eksperter - herunder et hold fra Finland - skal i land i Syrien for at hente de kemiske våben.
På det danske støtteskib har man brugt forlægningen fra antipiraterimissionen i Det Indiske Ocean til Middelhavet til at træne scenarier, der kan opstå, når man transporterer kemiske våben.
Forsvaret skriver på sin hjemmeside, at forberedelserne blandt andet har handlet om at træne at rense forurenede personer og førstehjælp i forhold til kemiske våben. Desuden har skibets hospital og boardinghold også trænet.
Avancerede sikkerhedssystemer
Esbern Snare er udstyret med avancerede sikkerhedssystemer i forhold til kemiske våben. Skibet kan ved hjælp af en række sensorer opfange kemiske stoffer i luften omkring skibet, ligesom det kan lukke gastæt og skabe overtryk indenfor, så der ikke kan komme gas ind. Skibet har også et system, så det kan oversprøjte sig selv med vand og vaske sig rent for kemiske stoffer.
Træningen har ifølge Torben Mikkelsen dog mest koncentreret sig om sikkerhedsproblemer, der kan opstå som følge af dårligt vejr, og det er vurderingen, at den største risiko for missionen vil komme, når containerne med kemiske våben skal åbnes om bord på det amerikanske krigsskib.