Rapport: Børn likvideres i Syrien-krigen
11.420 børn er dræbt under Syriens borgerkrig, og over 1.000 af dem er regulært likvideret, viser ny rapport.
Tusindvis af børn helt ned til to års-alderen er blevet ofre for likvideringer, tortur, gasangreb og bombeangreb i Syriens blodige borgerkrig, der løber på tredje år.
Det fastslår en ny rapport fra Oxford Research Group, som opgør antallet af dræbte børn under 17 år til 11.420. Det svarer til godt 10 procent af de 113.735 civile, som man mener, er omkommet som følge af borgerkrigen.
Langt størstedelen af ofrene under 17 år (7.557 personer) er omkommet under bombeangreb, men rapporten fremlægger samtidig rystende beviser på, at over 1.000 børn er blevet likvideret eller har været prioriterede mål for snigskytter.
Tortur på børn på 1-3 år
764 børn er direkte blevet likvideret, og 389 børn er blevet ofre for snigskytter, der ifølge rapporten bevidst har udvalgt børnene som mål for deres kugler.
Rapporten afdækker samtidig mindst 112 tilfælde af tortur mod børn. Langt størstedelen af torturofrene er drenge mellem 13 og 17 år, men der er også bekræftede rapporter om tortur mod børn på et, tre og fire år.
Rapporten er blevet til efter en analyse af databaser fra fire syriske organisationer, der overvåger civile tab under krigen: The Syrian Center for Statistics and Research (CSR-SY), Syria Tracker (ST), Syrian Network for Human Rights (SNHR) og Violations Documentation Center. Tallene fra databaserne er efterfølgende krydstjekket med officielle tal.
Stadig tal med forbehold
Forfatterne bag rapporten understreger, at der er usikkerhed omkring tallene, fordi de er indsamlet i krigens skygge. Et komplet og præcis oversigt over tabene vil næppe kunne udarbejdes, før krigen er afsluttet, vurderer Oxford Research Group.
Rapporten fastslår dog med temmelig stor sandsynlighed, at det meget omtalte gasangreb i Ghouta i august i år kostede 128 børn livet.
Red Barnet: Rystende læsning
Den danske afdeling af hjælpeorganisationen Red Barnet kalder det rystende, at i gennemsnit 11 syriske børn hver dag dræbes i skoler, i hjemmet eller på åben gade.
"Det er dybt alarmerende, at grusomhederne i Syrien er nået så vidt. Hvad enten de her tal er lidt i overkanten eller lidt i underkanten, så er det børnene, der betaler den højeste pris, når de voksne fører krig. Nu må og skal verdenssamfundet vågne op og bremse den her konflikt, inden flere børn bliver ofre for de voksnes krig," siger vicegeneralsekretær i Red Barnet, Jonas Keiding Lindholm, i en pressemeddelelse.
LINK: Læs hele rapporten her